Min yndlingsillustrator: Els Cools

To piger; den ene med et solidt greb i maven på den andens frakke, trækkende hende fremad. Begge har blikket rettet mod noget, langt uden for billedrammen. Maleriet, for det er dét, det er, er holdt i dæmpede, støvede, let nussede farvetoner og efterlader et strejf af nostalgisk erindring - som et gammelt koloreret familiebillede, hvor ansigtstræk og hårfarve uvirkeligt træder frem, meget tydeligere end oprindeligt. Baggrundens grove penselstrøg dækker knapt og afslører de bagvedliggende lag af mørkere nuancer gennem små sprækker. Noget foruroligende er på vej.

Et andet billede viser en ung pige med hoved og overkrop halvt nede i den åbentstående kummefryser. På kummekanten står det blodige stegetermometer, som åbenbart var det skarpeste, hun kunne finde til at lave piercingen i øreflippen, som hun nu forsøger at dulme smerten i, ved at presse den mod fryserens bedøvende rimfrost. Hendes sammenbøjede positur udstråler på en gang ro og smerte; nok er den krum og forvreden, men samtidig er den hvilende, lindrende, statisk, rolig. Som i det andet maleri skinner også her dybere farvelag gennem baggrundens brede, ekspressive penselstrøg. Gammelrosa og dybere rød titter frem. Man tager sig næsten uvægerligt selv til øreflippen, sådan i ren fantom-sympati. 

Rum til refleksion

Els Cools er billedkunstner, illustrator og grafiker og trækker på det hele, når hun skaber sine intense billeder.

Siden jeg første gang mødte hendes billedunivers, har jeg været lige dele draget og frastødt. De er som med mediernes billeddækning af ulykker og katastrofer. Jeg har egentlig ikke lyst til at se med, men kan ikke lade være og føler mig bagefter ofte stærkere og sikrere i, hvad jeg selv mener og tror på.  

Els Cools’ billeder tilbyder et terapeutisk refleksionsrum, hvor jeg – på ingen måde kvit og frit, for alt har sin pris – kan se mig selv og min egen frygt, mine svagheder, nykker og relationer til mennesker omkring mig efter i sømmene.

Jeg har ringet til Els Cools i atelieret i Fåborg. Hvad tænker hun selv om sine ofte groteske motiver?

- Men det er virkelig noget, jeg elsker; at illustrere det groteske og det surrealistiske. Det har også en grund, at jeg bruger den stil, fordi … Når jeg skal illustrere en følelse eller en ubegribelig situation eller noget, der er meget smertefuldt, er det nemmere at tage omvejen via den stil. Hvis jeg for eksempel skulle lave et billede om et barn, der bliver misbrugt, så ville jeg aldrig illustrere det direkte, men tage omvejen via det surrealistiske. Det virker mindre modbydeligt, men kan alligevel ramme dybere, fordi det sætter tilskuerens egne tanker og fantasi i gang. Jeg bruger det surrealistiske til at lave de voldsomme følelser lidt mere diskrete.

Besøg Els Cools' hjemmeside.

Grove penselstrøg, men alligevel så sirlige og præcise, at jeg umiddelbart genkendte kombinationen af den nærmest usynlige trækning omkring mundvigen og de slappe skuldre, der hos husets teenager derhjemme ofte signalerer en blanding af ligegyldighed og handlingslammelse.

En dreng sidder apatisk på en køkkenstol. Han ser ned på tallerkenens marmelademad, på bordet foran sig. Det hele er set i et let uroligt perspektiv; nærmest fanget i luften, svævende over bordet. Det er ikke muligt at få øjenkontakt. En kniv og kanten af en kop i billedets underkant kæmper for at bevare normaliteten. Og havde det ikke været for den sorte håndgranat, der ildevarslende ligger midt i marmeladen, kunne billedet have været en ganske almindelig eftermiddagssituation i en ganske almindelig gennemsnitsfamilie med en ganske almindelig teenager i huset. Men hvad laver håndgranaten dér? Og hvorfor er drengens reaktion ikke stærkere? Spørgsmålene hober sig op.

- Min stil egner sig bedst til ungdomsbøger: ikke decideret til billedbøger til mindre børn. Men børn kan også udfordres lidt. Og så er der også nogle bøger, der er lavet til at blive læst sammen med en voksen, hvor barnet får hjælp til at tolke billederne.

Ideerne i badekarret

Maleriet af drengen er en illustration til Karin Feit Almbergs novelle ”Dræberen fra de sorte ravne” i samlingen ”Taber-nabo og andre forvandlingsnoveller” (2010). Men hvordan bliver de til, Els Cools billeder?

- Først og fremmest skal jeg nok fortælle, at jeg sjældent har kontakt med selve forfatteren, men det går for det meste igennem redaktøren som mellemperson. Fordi en forfatter kan tit have en bestemt forestilling om, hvordan illustrationerne skal være. Og så planter forfatteren måske en ide i mit hoved, som jeg bagefter slet ikke kan komme væk fra. 

- Men når der så kommer en tekst fra et forlag eller et blad, så går jeg i gang med at læse den et par gange. Og allerhelst gør jeg det i badekarret, fordi dér kan jeg ’slukke’ for min krop og kun lade min hjerne køre. Og der brainstormer jeg. 

- Og når jeg så har fået en ide, går jeg i gang med at lave research. Før i tiden tog jeg selvfølgelig til biblioteket for at samle dokumentation, men nu foregår det hele jo online.

-Den skitse, som jeg er tilfreds med, bliver så sendt til redaktøren og hun sender det videre til forfatteren. Og så går jeg i gang med et allersidste oplæg, hvor jeg tit fotograferer mine børn eller min mand eller nogle genstande, der skal være med på billedet og så maler efter det oplæg.

Det ligger tydeligvis en grundig og langsommelig proces bag hvert eneste motiv og billede. 

Groteskhed og surrealisme

Els Cools er født i Belgien i 1966 og har siden 1992 boet i Danmark med sin schweiziske mand og kunstnerkollega, tegneren og grafikeren Oliver Streich. Hun har voksne børn og en – ifølge eget udsagn – aldrig voksen hund, Lucca.

Der er med andre ord intet foruroligende eller surrealistisk og groteskt over det. I hvert fald ikke mere end over alle andre familier, så hvor får Els Cools inspirationen fra?

- Egentlig får jeg inspiration af alt billedmateriale, der giver mig en æstetisk oplevelse og det lagrer sig i min hjerne. Det kan være fotografier i gamle blade og det kan også være en naturoplevelse eller arkitektur … eller måske en bog, jeg har læst, som har dannet billeder. Alle de input bobler op, når jeg brainstormer.

Den nostalgiske farveholdning

Els Cools har ikke kun illustreret børne- og ungdomsbøger, men også flere fagbøger – blandt andet ”Bipolar for begyndere” af Anders Thorkil Bechgaard, Guðmunda Sirrý Arnardóttir og Glennie Marie Almer.

Det er et vanskeligt og tabubelagt emne, men med Els Cools veltilrettelagte, velplacerede illustrationer højnes ikke bare stemningen i bogen, men også den faglige formidling, som for eksempel gennem billedet, hvor en ung mand med en bipolar affektiv sindslidelse sidder overfor en psykolog:

Alt er gengivet 1:1, selv de sorte kaffekrus og den ranke orkide i den lidt for lille potte på sofabordet. Men den unge mands hoved er abnormt stort og helt ude af proportion med resten af kroppen, hvilket instinktivt får mig til at føle med ham og selv næsten mærke tyngden af hans tankemylder.

Temaet og følgende mtivvalg er tunge og heftige. Det kræver respekt og diskretion. Ikke en nem opgave, som Els Cools i mine øjne løser ekstremt elegant; ikke mindst gennem sit ofte melankolske valg af farveholdning:

- Mine farver er ikke melankolske. De er mere nostalgiske. Det melankolske ligger mere i ideerne, synes jeg selv. Men de der farver … Jeg falder så meget for de farver på gamle dåser eller gamle blade; det der falmede og lidt beskidte. Jeg synes, det falmede binder farverne sammen. For eksempel, når man tager gamle blade, hvor siderne er blevet gule. Den gulnede undergrund binder også farverne sammen, så de bliver mere harmoniske.

- Jeg bruger faktisk ret sjældent rene farver – kun som accenter. Og så lægger jeg også tit en kontrastfarve som undergrund. Min yndlingsfarve er beskidt tyrkis. Der lægger jeg tit en rød farve som undergrund, som bliver synlig hist og pist.

Hvem er målgruppen

På samme vis bløder Cools’ illustrationer til Thomas J. R. Marthinsens debatbog om massakren på Utøya, ”La oss snakke om 22. juli” (2021), op på bogens tragiske emne.

Bogen er ikke udkommet på dansk.

På forsiden ses Utøya fra luften, gengivet nærmest fotorealistisk som et luftfoto. Men også her, helt ude af proportion, sidder en ung mand i lys blå t-shirt med påtrykte spørgsmålstegn, solidt plantet på øens nordside som en stille kæmpe. Ryggen er rank, blikket sænket og fjernt, væk. Benene dingler ud over øens kyst, som sad han på en lidt for høj stol, uden at kunne få fodfæste. Højre hånd er solidt plantet mellem træer og skovbryn. Øen, drengen, bogens titel, ja, hele det tunge, smertefulde emne svæver i tid og rum.

- Men det er lige præcis sådan en bog, der er lavet til at læse sammen med en voksen – også fordi emnet er så voldsomt.

Det, der bliver hvisket, står stærkere end det, der bliver råbt

Emnerne er voldsomme. Men Els formår som få antydningens kunst. Diskret udtrykker hun kaoset. Det, der bliver hvisket, står virkeligt stærkere end det, der bliver råbt.

Det er nænsomt og respektfuldt. Alligevel har tanken, at hendes billeder bestemt ikke er for børn, flere gange strejfet mig:

- Min stil egner sig bedst til ungdomsbøger: ikke decideret til billedbøger til mindre børn. Men børn kan også udfordres lidt. Og så er der også nogle bøger, der er lavet til at blive læst sammen med en voksen, hvor barnet får hjælp til at tolke billederne.

Els og de kunstneriske forbilleder

På falderebet drister jeg mig til at spørge til hendes kunstneriske forbilleder og bliver hurtigt bekræftet. På listen optræder både landsmændene Bosch og Magritte, der begge omsatte deres sære syner og bizarre fantasier til de i dag ikoniske billeder, og en perlerække af danske illustratorkolleger:

- Hvis man kigger på belgiske kunstnere, så er der Hieronymus Bosch (ca. 1450-1516), James Ensor (1860-1949) og René Magritte (1898-1967), Félicien Rops (1833-1898). Og så er der også sådan en som David Hockney (f. 1937) og illustratorerne Michael Sowa (f. 1945) og Brad Holland (f. 1973) har også været et stort forbillede … og Chan Karwai (f. 1997) og Quentin Blake (f. 1932). Og også en hel del danske illustratorer, som Cato Thau-Jensen (f. 1966), Anne Pedersen (f. 1969), Søren Jessen (f. 1963) og Rasmus Bregnhøi (f. 1965).

- Alle de input bobler op, når jeg brainstormer. Så det drejer sig meget om min visuelle erfaring og så er det selvfølgelig så heldigt, at vi bor i en verden, hvor vi bliver bombarderet med billedmateriale.

Det er tydeligt, at Els Cools trækker på sit store kendskab til kunsthistorien. Også hun står på skuldrene af tidligere og nulevende kunstnere.

Men der er noget særligt, noget, der er umuligt at slippe, over hendes illustrationer. Har man først fået øje på hendes billeder, brænder de sig for evigt fast på nethinden.

De ledsager og understøtter de tekster, de bringes sammen med. Og de tilfører helt nye tolkningslag, der kan hjælpe med at formilde og forklare det uforklarlige.

Derfor er Els Cools min yndlingsillustrator.

Dyk ned i forsider og illustrationer på Els Cools' hjemmeside.



Der er i podcasten benyttet følgende musik:
"Luminous Rain", "Magic Forest", "SCP-x5x (Outer Thoughts)"
Kevin MacLeod (incompetech.com)
Licensed under Creative Commons: By Attribution 3.0
http://creativecommons.org/licenses/by/3.0/