Min yndlingsillustrator: Svend Otto S.

Vi hylder litteraturens fantastiske billedsprog. Hver måned sætter vi spot på en illustrator inden for børne- og ungdomslitteraturen. Her fortæller Peter Søholm om sin favoritbilledbogsillustrator, Svend Otto S.

Når man som jeg er mere end almindeligt interesseret i illustration og illustratorer, er det tæt på at være en ubærlig opgave at skulle fortælle om sin favorit, når man nu har så mange. Ungermann, Spang Olsen, Ranheimsæter, Sendak, Hjorth Nielsen, Rackham osv osv, hvordan i alverden skal man kunne vælge? Men med ryggen mod muren må valget falde på den måske bedst kendte danske eventyrillustrator, Svend Otto S.

Alle børn og voksne kender Svend Otto S, selv om de måske påstår, at de ikke gør. For alle må på et eller andet tidspunkt have haft en af hans bøger i hånden, eller rettere, en af hans illustrerede udgaver af H. C. Andersens eventyr eller Brødrene Grimms eventyr. Specielt kendt er bogen Børnenes H. C. Andersen med Hyrdinden og Skorstensfejeren på forsiden, med en nattehimmel så blå og smuk, fint overdrysset med funklende stjerner, og udsigt over det gamle København. Bogen er nærmest et nationalklenodie, og bruges ofte som dåbs- eller fødselsdagsgave, og har vel aldrig været ude af tryk. Måske er man blevet så vant til den, at man slet ikke tænker over, hvor intenst smukke hans illustrationer er.

Hans illustrationer giver eventyrene en ekstra dimension. De er sødmefulde, energiske, dystre og nogle gange farlige. De stryger både med og mod hårene, for det samme gør eventyrene. Man gyser med soldaten, der ser på hunden med øjne så store som Rundetårn, man kniber næsten en tåre når man ser den forhutlede grimme ælling, der vakler mod det affældige lille bondehus, og man griner med den kække Klods-Hans, der stolt viser sine fundne skatte frem til prinsessen, der tydeligvis også har humor. Og kan vi ikke alle sammen mærke den strålende varme fra det smukke tændte juletræ, og føle glæden hos de mange børn, der benovede styrter ind til træet og dets dejlige gaver?

Svend Otto S malede følelser, store og små, og vi læsere fornemmer det, og suger de smukke akvareller til os. De er blevet en fasttømret del af vores barndom. Som voksne har vi måske gemt dem væk et sted langt bag i hukommelsen, men får vi øje på dem igen, kommer vores eventyrtrang fluks tilbage, og vi mindes de dejlige stunder, hvor vi fik læst eventyrene højt, eller bare selv gik på opdagelse i de skønne bøger.

Svend Otto S mestrede mange teknikker, og illustrerede meget andet end eventyr og bøger for børn. Men det er en helt anden historie.

Klik her hvis du vil udforske bibliotekets store udvalg af billedbøger med illustrationer af Svend Otto S

Hvis du vil vide mere om Svend Otto S og hans billedunivers, er bogen Billedfortælleren Svend Otto S lige sagen.

Inspiration