Anbefalinger voksenbøger

Vi anbefaler: De bedste bøger fra 2023

23.12.23
Læseåret 2023 lakker mod enden, men hvilke bøger gjorde størst indtryk i år? Det har vi spurgt vores kollegaer om, og vi håber, deres anbefalinger kan give god inspiration til jeres læseår 2024.

Vita: Forvandlingens metode af Eduard Louis

Man kommer virkelig tæt på forfatteren, hans følelser og tanker. Han forklarer dynamikker i det at vokse op i fattigdom og bevæge sig opad i samfundet, som det er vigtigt at kende til. Jeg læste bogen fordi jeg først havde læst forfatterens bog om hans mor og fordi Eduard Louis´s bøger i min optik er must reads.
Lån forvandlingens metode
 

Tine: Birgithe med th af Katrine Marie Guldager

Vrede er en følelse der blev anerkendt i litteraturen i år. Guldagers Birgithe vakte i den grad genklang og genkendelse blandt læserne. Tak til Birgithe for at stå frem og stå forrest i køen om retten til at sige stop, sige fra og sige det som det er.
Lån Birgithe med th

Helle: Fyrsterne af Finntjern af Lars Elling

Jeg havde bogen med til bogcafe her i efteråret, og nød at formidle den for tilhørerne - det er en underholdende, tænksom og humoristisk bog. Der er næsten magiske skildringer af naturen, og
den er delvis baseret på forfatterens egen familiehistorie. Sproget er smukt og finurligt og giver mange billeder på nethinden. Historien er både gribende og sjov og en spøjs lille detalje er, at den sø, som spiller en vigtig rolle, er så hemmelig, at dens navn er streget over hver gang den nævnes!
Det er en fornøjelse at læse denne slægtskrønike.
Lån Fyrsterne af Finntjern


Hanne: Sort is af Yrsa Sigurdardottir

Denne krimi er så god, at jeg glemte at stå af toget, så jeg måtte købe en billet tilbage, der hvor jeg skulle have stået af.
Lån Sort is 

Hans: Når vi ånder i takt: om at fortælle historier og hvorfor det er så vigtigt af Niels Hausgaard og Dorthe Løwendahl Bomann

Når Hausgaard taler, bør man lytte. Og titlen - og ikke mindst undertitlen - er præcis og vigtig og pirrende og bare rigtig, rigtig god. For, heri findes en mængde svar på, hvorfor det er så vigtigt at fortælle og formidle historier; både vores egne, men også alle andres. Uden historierne er vi intet. Vi lever, griner, græder, fryder og udvider os, når vi hører de godt fortalte historier - og åner i takt.
Lån Når vi ånder i takt

Marianne: Kannibalen: en kærlighedshistorie af Johannes Lilleøre

En creepy bog, som virkelig sætter sig i en. Kan du huske tilbage i 2001, at en tysk mand spiste en anden tysk mand? Altså i den virkelige verden? Det er netop den begivenhed, denne bog handler om. Advarsel: Måske får du kvalme under læsningen!
Lån Kannibalen 

Mathias: Det Ordner Sig af Signe Amtoft

Denne rejsebiografi er en smuk og sand fornøjelse. Signe Amtoft har brug for at komme ud og prøve sig selv af efter et skodår. Hun drager derfor på en form for dannelsesrejse til Island, som hun altid har været draget af. Hun vil rejse øen rundt på egen hånd og møde mennesker, som kan gøre hende klogere på det sagnomspundne land, folkesjælen og hende selv. Det er en rejse, hvor hun besøger en lokal bryderklub, fåreavler, præsidenten og festivalgængere.

Det er indsigtsfuld og nysgerrig litteratur, som også giver læseren lyst til at se indad. Signe Amtofts sprog er formfuldendt, let og humoristisk. Lydbogsudgaven, som hun selv læser op, har hun tilmed tilsat specialkomponeret musik og lydbider til.
Lån Det ordner sig

Pia: Mary af Anne Eekhout

Unik og sanselig læseoplevelse for fans af Mary Shelley og romanen Frankenstein. Betagende og tankevækkende roman, der portrætterer en kvindes sind, følelser og position i en verden dikteret af mænd.
Lån Mary

Line: Alexa Wu af L. Sherman

Dygtige L. Sherman viser her at hun bestemt også kan skrive steamy - og stadig have en ret troværdig og velfungerende historie.⁠ Forfatteren bygger en spænding op og giver os små brødkrummer undervejs, men sandheden åbenbares først sent i historien - hvilket er fedt. Samtidig er alle destinationer beskrevet, så man næsten føler man er der. Cadeau for det. 
Lån Alexa Wu

Stine: Når du strammer garnet af Camilla Stockmann

Jeg fik mere end jeg kom efter. Et vigtigt vidnesbyrd om, hvad kvinder gik og går igennem.
Lån Når du strammer garnet

Inspiration