Karina læser: Je m'appelle Agneta
Agneta sad med en mand med så mange interesser, hun ikke delte, to voksne børn, der kun kontaktede hende for penge, ingen sex, og med omgivelsernes ønsker om, at hun opførte sig normalt. Men de ønskede også, at hun fik nogle fritidsinteresser, gerne de samme som almindelige mennesker.
Hun valgte så, med alles misbilligelse og bekymring, at tage til Frankrig som au pair til en tolvårig dreng, troede hun, men det viste sig at være en 80-årig homoseksuel mand med demens, som ikke havde bedt om hendes tilstedeværelse. Og det blev selvfølgelig fantastisk.
Sorg og livsglæde
Noget af det dybere, jeg synes, netop denne roman bringer frem, er, at man som mulig overlevelsesstrategi kan overøse sin sorg med livsglæde. Det lader jeg stå for sig selv, det kommer frem i bogen, hvordan man kan gøre det.
Jeg startede egentlig på bogen, fordi jeg skulle finde en at læse i en time til ”Read Hour”, men allerede efter et par sider vidste jeg, at jeg blev nødt til at tage den med hjem. Forsiden sagde mig ikke noget særligt, men jeg har tidligere haft god erfaring med Emma Hamberg, som skriver ganske udmærkede feelgood-romaner, dog slet ikke i den kaliber, som jeg synes, at denne bog er.
Når bogen indkapsler min virkelighed
Jeg kan genkende så meget af Agneta i mig, parforholdet, der bliver til, at hvad den anden synes er rigtigt, må jo være rigtigt, og det er nok bare mig, der skal være lidt mere normal. Måske rammer den ekstra godt ind lige nu, hvor jeg sidder som en enlig 47-årig i mit nyindkøbte gamle byhus og skal finde ud af, hvad jeg egentlig drømmer om her i livet.
Anbefalingen er skrevet en fredag aften, og det ene glas rødvin blev til to, mens hjertet stadig danser over alle de muligheder, der er i denne verden. Jeg har dog ikke planer om at bliver au pair i Frankrig, for jeg er faktisk rigtig glad for mit nye gamle hus i Nordjylland og for mit arbejde på biblioteket, men det fryder mig pludselig at kunne se en masse muligheder, og jeg vil huske på denne bog, når jeg sætter begrænsninger for mig selv.
Bogen minder mig lidt om ”Middag med Edward” af Isabel Vincent. De ved nogle ting om livet, de gamle mænd!