
Hyggelig romantisk feel good historie
Den er – som dens forgænger, ”Den spanske kærlighedsaffære”, meget amerikansk. Måske lige i overkanten visse steder, men det er stadig en virkelig skøn historie.
Kemi og følelser
Det her er den type historie, hvor siderne nærmest vender sig selv. Nogle gange kan man som læser dog godt blive en smule irriteret på de to hovedpersoner, Rosie og Lucas. Lina (hovedpersonen i ”Den spanske kærlighedsaffære”) har en god pointe til sidst i bogen – og den rammer virkelig hovedet på sømmet.
Noget der til gengæld spiller rigtig godt, er kemien mellem Rosie og Lucas. Den er virkelig til at føle på – også selvom de forgæves forsøger at forhindre følelserne i at spire mellem dem. Samtidig lyder deres dates virkelig skønne og som læser bliver man næsten helt misundelig. De er beskrevet tydeligt og detaljeret, så man føler man selv er der.
Følg dine drømme
Et af temaerne i bogen er hemmeligheder og at finde modet til at følge sine drømme. Både Rosie og Lucas har en del hemmeligheder for dem de elsker. De vil ikke skuffe dem, men hvis man virkelig er elsket, kan man ikke skuffe.
Vurdering
Selvom begge bøger fra Elena Armas er underholdende, har den her dog en force som ”Den spanske kærlighedsaffære” ikke har – nemlig kapitler fra Lucas’ synsvinkel. Det giver virkelig en anden dybde til historien – og hvis man hører lydbogen, er Lucas’ kapitler også indlæst af en mand.
Som sagt er det en historie fyldt med store følelser, med romantik og med hede øjeblikke. Til tider lidt for amerikanske, men ganske underholdende.