Lagerlöfs svenske fristelser
I anden halvdel af forrige-forrige århundrede løb en lille pige med store drømme rundt i haven omkring den statelige herregård Mårbacka i Värmland i Sverige. Eller; løb er måske så meget sagt, for Selma var født med en hofteskade og blev som treårig halt i begge ben.
Hendes store drøm var at blive forfatter, og i mange år skrev hun både digte og noveller til skrivebordsskuffen, inden hun, som 32-årig lærerinde, i 1890, dristede sig til at sende første kapitel af ”Gösta Berlings Saga” ind til en forfatterkonkurrence. Hun vandt konkurrencen og hele bogen blev udgivet (1891), men fik ikke megen opmærksomhed.
Reserver "Gösta Berlings Saga".
Georg Brandes og den kvindelige læseforening
Først, da Lagerlöf frimodigt, i et forsøg på at forstå læsernes manglende interesse, op mod jul 1891, skrev til Nordens førende litteraturkritiker, danske Georg Brandes, begyndte der at ske noget:
”Doktor Georg Brandes! [...] Vil De tilgive en stakkels Nybegynder der i Øieblikket lever i temmelig stor Undren og Uro at hun henvender sig til Dem med en respektfuld Anmodning at De vilde skænke lidt af Deres Opmærksomhed paa en nyligt udkommen Bog. […].
I København havde progressive kvinder, med blandt andre kvindesagsforkæmperen Sophie Alberti (storesøster til den senere svindeldømte justitsminister Peter Adler Alberti) og maleren Bertha Wegmann i spidsen – i 1872 grundlagt ’Kvindelig Læseforening i København’. Målet var at give tidens moderne kvinder et sted at mødes, hvor de kunne diskutere og få adgang til oplysende litteratur, der ellers var forbeholdt mænd.
Kvinderne så i Selma Lagerlöfs roman om præsten Gösta Berling, der går til grunde, fordi han er mere til fest og farver, end sjælesorg og forkyndelse, en præcis og ærlig anerkendelse af kvinders magt, men også manglende position. Efter et mislykket selvmordsforsøg bliver Gösta Berling reddet af en handlekraftig majorinde Samzelius, som installerer ham i kavalerfløjen på Ekeby Herregård. Her indgår de en pagt med Fanden om, at han må få deres syndige sjæle, hvis de i løbet af det næste år foretager sig noget som helst fornuftigt.
Og den 16. januar 1893 kunne man endelig på forsiden af Politiken, intet mindre, læse Georg Brandes’ anmeldelse:
”Med […] ’Gösta Berlings Saga’ har Frk. Selma Lagerlöf indtaget en Plads i Sveriges Litteratur, anslaaet en ny og selvstændig Tone. Hendes Bog udmærker sig ved den sjældneste og den afgørende litterære Egenskab, Stilens Oprigtighed.”
Fra Fandens forbindelser til flyvetur på gåseryg
Selma Lagerlöf var med et en stjerne på den nordiske litteraturscene. Alligevel turde ikke satse fuldt ud på forfatterskabet og fortsatte derfor med at undervise indtil 1895, hvor økonomisk støtte fra blandt andet den svenske kongefamilie gjorde, at hun kunne sige sit job op, og rejste til Italien for at samle inspiration.
Inden for få år skrev og udgav hun bestsellerne ”Jerusalem” (1901-02), ”Kristuslegender” (1904) og ikke mindst ”Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige” fra 1906, hvor skarnsungen Nils – som straf er blevet forvandlet til en nisse – på ryggen af en gås, rejser tværs over det meste af Sverige og endelig opdager, at han kan blive forvandlet til et menneske igen, hvis han kan bevise, at han har forandret sig til det bedre.
Og i 1909 modtog hun – som en første kvinde – Nobelprisen i litteratur som ”påskønnelse af den høje idealisme, livlige fantasi og åndelige opfattelse, der kendetegner hendes forfatterskab”, som det hedder i komiteens begrundelse.
De svages ven
Som et konstant, underliggende spor arbejdede Selma Lagerlöf livet igennem notorisk for at forbedre de svages vilkår. Hun sad i kommunalbestyrelsen og fattigvæsenet.
Selma Lagerlöf døde den 16. marts 1940, samme sted, som hun blev født; på herregården Mårbacka i Värmland. Men inden, hun døde, nåede hun at donere sin Nobel-guldmedalje og sin guldmedalje fra det Svenske Akademi til indsamlingen for de finske ofre for Vinterkrigen mellem Finland og Rusland, ligesom hun havde hjulpet mange tyske kunstnere og intellektuelle, der var flygtet fra Tyskland.
Lesbisk frisindet foregangskvinde
Selma Lagerlöf kæmpede tydeligvis med spørgsmålet om, hvorvidt hendes lidenskab og tiltrækning af kvinder var forkastelig eller ej, om hun var en normbryder eller ej.
Hun forblev ugift. Og samtidige rygter og senere forskning peger på, at hun var lesbisk. Særligt peger et brev fra foråret 1894 til vennen, rejsekammeraten og forfatterkollegaen Sophie Elkan i denne retning:
”Jeg ser i København saa mange Forhold mellem Kvinder, at jeg maa forsøge at komme til en Forstaaelse af, hvad Naturen vil med det. (Det er naturligvis absolut uangribelige Kvinder, som jeg taler om.) Derfor laver jeg nu følgende Definition af Kærligheden: Behovet for at eje en anden, for at føle, at man har Ret til at leve. Den, som ikke kan elske nogen, maa dø. Hvad tror du? Lad os opgive den præhistoriske Forklaring, den er grim. Men min Følelse for dig er ikke grim. Jeg tror aldrig, at den har været det. Sig bare, at Kærligheden ej har sagt alt, hvad den har at sige derved, at den lader Verden fortsætte. Den er mere til for de levende end for de blivende. Og hvorfor skulle man ikke kunne elske hvem som helst af Menneskene lige højt?”
Selma Lagerlöf forsvarer sine følelser. Det var hun nødt til, for i modsætning til det meste af 1800-tallet, hvor kærlighed mellem kvinder havde været både udbredt og accepteret, var moralbegreberne i 1890’erne ændret og prædikater som ”homoseksuel” og ”lesbisk” i stigende grad brugt til at nedgøre og udskamme seksuelle minoriteter.
Meget tyder på, at Selma havde en seksuel relation - ikke til Sophie Elkan, men til lærerinden, politikeren og kvindesagsforkæmperen Valborg Olander. Men vi har ingen direkte dokumentation for, at Selma brugte termen ”lesbisk” om sig selv - eller for den sags skyld kunne identificere sig med den. Men hun kendte den, ved vi fra et brev, hvor hun betegner en anden kvinde som en lesbisk.
Læs mere om Lagerlöfs forhold til sit køn i Kerstin Muncks artikel, "Selma Lagerlöf – en lesbisk författare?", i Lambda Nordica, vol. 13, nr. 3 (2008).