Forsiden af "1793" af Niklas Natt och Dag

"1793" - Nordic Noir fra da det virkelig var sort i Stockholm

05.07.22
Uhumsk og dybt fascinerende historisk krimi fra Stockholms undergrund i 1793

En invalid, fordrukken krigsveteran og en uhelbredeligt syg, men idealistisk offentlig anklager med et forlist ægteskab i bagagen finder sammen i jagten på en uhyggelig, sadistisk morder. Alt imens politietaten mest er optaget af interne intriger og korruption. Lyder det som en moderne, skandinavisk krimi noir?

Ja, men det er det ikke. Titlen på svenske Niklas Natt och Dags roman ”1793” henviser til det år, romanen finder sted. Den tidligere soldat Cardell har mistet sin arm i Finlandskrigene og henslæber nu en tilværelse i Stockholm som nattevagt, i egenskab af hvilken han en nat bjærger en torso i havnen. Liget bærer præg af langvarig og bestialsk tortur, inden den ukendte mand døde.

Cecil Winge, der er jurist, men også ved at bukke under for tuberkulose, bliver af politiets chef bedt om at se på sagen om det maltrakterede lig. Hermed kommer Cardell og Winge i forbindelse med hinanden og går i gang med at efterforske sagen.

Fra forskellige synsvinkler kastes der lys over mordgåden i et Stockholm, der er beskrevet så uhumsk, at man næsten kan fornemme stanken fra bogens sider. Fattigdom, prostitution, vold, sygdom, spindehuse og offentlige henrettelser. Elendighed, som man dulmer i en evig brændevinsrus. Men som den retfærdighedssøgende Cecil Winge alligevel forsøger at finde hoved og hale i.

Er du vild med historiske krimigåder som Umberto Ecos "Rosens navn" og Patrick Süskinds "Parfumen", så vil du kunne lide "1793".

"1793" er første del i en trilogi, der logisk nok følges af  "1794" og "1795". Læs mere og bestil nedenfor.
 

Inspiration