Kvinder i litteraturen

07.03.24
Uforglemmelige bøger om mod, kvindeliv og køn.

Den feministiske litteratur finder stadigt nye stemmer, der på tværs af tiden stiller nuancerede spørgsmål om køn, ligestilling og retfærdighed.

Gå ombord i kvindelitteraturen med stærke, kloge, bemærkelsesværdige fortællinger om betingelsesløs kærlighed, mod, sorg, styrke og oprør.

Kemi for begyndere af Bonnie Garmus

Dit liv er ikke komplet førend du har læst denne fine roman udspillet i 1960'erne med skarpe replikker og fandenivoldsk kampgejst iblandet en stormende kærlighedshistorie.

Elizabeth Zott er kemiker, forsker, hustru, mor og senere stjerne i tv-showet og madlavningsprogrammet ’Vi spiser klokken seks’, hvor hun brænder gennem skærmen og revolutionerer kvinders syn på madlavning og ikke mindst synet på kvinden og hendes fastlåste rolle som hjemmegående hustru. Hun møder uhyggelig modstand fra det modsatte køn, men Elisabeth har ikke tænkt sig at lade mændene vinde.

En uimodståelig fortælling om enpowerment og muligheden for at tage skeen i egen hånd og ændre sin skæbne.

Lån Kemi for begyndere af Bonnie Garmus

Mary af Anne Eekhout

En anderledes skildring om forfatteren Mary Shelley, og skabelsen af værket Frankensteins Monster, som hun skrev i 1816. Samtidig er det en fortælling om en forfatters tilblivelse med hvad dertil hører af tvivl, skriveblokering og usikkerhed, men også en kvindes vækkelse, følelsesmæssigt, seksuelt og mentalt, og de vilkår hun måtte gebærde sig under i en tid, hvor mænd havde ordet.

Tilsammen bliver det en unik og sanselig læseoplevelse for såvel fans af Mary Shelley og romanen Frankenstein, som læsere af betagende og tankevækkende romaner, der portrætterer en kvindes sind, følelser og position i en verden dikteret af mænd.

Lån Mary af Anne Eekhout

Voksbarnet af Olga Ravn

En djævelsk bekendelse til kvindens kraft. Romanen fortæller indlevende om de kvinder, der blev dømt under 1600-tallets hekseprocesser i Aalborg og Viborg, herunder Maren Kneppis og Dorte Kjærulf. Hvordan var det at blive hentet af lensmændene, og hvilke tanker havde de i fængselsmørket?

Voksbarnet er en fortælling om magt, fællesskaber, natur og magi, som Olga Ravn manifester i små indsatte citater af originale magiske instrukser. Fortælleren er noget så usædvanligt som en voksdukke, der beskrives værende på størrelse med et menneskes underarm. Altså en skandinavisk form for voodoo-dukke lavet af bi-voks med indstøbte menneskenegle og -hår.

Så har du mod på en anderledes roman med spændende fortællegreb om kvinder og kvindefællesskaber, har du her fundet dit match.

Lån Voksbarnet af Olga Ravn

Det gyldne bur af Camilla Läckberg

Forrygende thriller om hemmeligheder, bedrag og hævntørstige kvinder.

Faye lever det søde luksusliv med sin succesfulde mand Jack, men føler sig ikke længere lykkelig. Tværtimod er hun fanget i rollen som den pligtopfyldende hustru, der er afhængig af sin mands store ego. En mand, som tilsyneladende har glemt alt om Fayes selvopofrelse på sin vej mod magtens tinde i svensk erhvervsliv.

Da det går op for Faye, at Jack manipulerer hende og er hende utro, beslutter hun sig for at tage sagen i egen hånd, bane vejen for et nyt liv og samtidig lægge Jacks i ruiner.

Læs også Vinger af sølv, 2. bind i serien Fayes hævn.

Lån Det gyldne bur af Camilla Läckberg

Kærlighedens Antarktis af Sara Stridsberg

Med stor romankunst giver forfatteren stemme til den dræbte kvinde. Den myrdede kvinde, Inni, vokser op i en misbrugsfamilie, og som voksen vedbliver hun at leve et udsat liv som narkoman og prostitueret. Alligevel skinner hun stærkt igennem med sit mod til at leve trods en altopslugende sorg, der i en alt for tidlig alder invaderer hendes liv.

I en næsten dokumentarisk stil fortæller hun nøgternt om mødet med morderen til selve udførelsen af mordgerningen, og vender i en fragmenteret erindring tilbage til dødsøjeblikket, hvor hun i dødens stillestående moment glider ind og ud af erindringsglimt fra barndom til voksenliv og rollen som datter, søster, veninde, kæreste og mor.

Det er så uafrysteligt skrevet, brutalt og poetisk på én og samme tid, at ’Kærlighedens Antarktis’ kommer ind på hylden med bøger om kvindeskæbner, man aldrig glemmer.

Lån Kærlighedens antarktis af Sara Stridsberg

Inspiration