Læsefamilier

Bliv Læsefamilie eller lån Læsefamilie-poser med hjem.

Til efteråret har vi igen et forløb, og vi åbner op for tilmelding i løbet af uge 27, så hold øje med denne side. Hvis I slet ikke kan vente er der mulighed for at låne en læsefamilie-pose med hjem nu.

Hvordan bliver vi en Læsefamilie?

LÆSEFAMILIER – poser uden at være i tre måneders forløb
Nåede I ikke at få tilmeldt jer inden alle pladserne i forløbet var revet væk? Så får I mulighed fra uge 27 og fremefter at låne nogle af Læsefamilie-poserne enkeltvis, så I kan snuse til dem og vurdere om I skal være hurtige på tasterne, når tilmeldingen til et tre måneders forløb bliver annonceret i efteråret.

Selv om alle læsefamilieposer er tilgængelige i vores system er det kun muligt at reservere/låne poserne: "Røverhistorier" og "Sjove bøger" indtil videre.

Læsefamilier - tyverisikring af det nære

Aalborg Bibliotekerne inviterer din familie til at deltage i LÆSEFAMILIER, så I sammen kan stjæle opmærksomheden tilbage fra alt det, der forstyrrer og komplicerer.

Efter samme model som kendes fra fødevare- og måltidskasser, får en læsefamilie hver måned en række unikke litterære fælles oplevelser - parat og lige til at tage ud af posen, uden optøning.

Indholdet i ‘oplevelsesposerne’ er nøje sammensat af et ekspertteam med et fokus, der kan engagere og samle bredt - og i særlig grad kan prikke til læseiver og nysgerrighed, så vi sikrer os, at nutidens generation af opvakte forældre får lige så opvakte og videbegærlige børn.

Fra Gys til Mad og Natur

En typisk ‘pose’ bevæger sig inden for et vidt spektrum af temaer og indholdskategorier - lige fra bøger, brætspil, musik, quizzer, krea eller ideer til aktiviteter og specielle events ud af huset. Temaet kan være: Gys, Natur, SoMe, Sjovt, Havet, Uhygge, Opfindelser, Mad, Tegn og Penge. 

 
Se flere film om Læsefamilierne her
 

Posen er sammensat sådan, at den aktiverer hele familien og hen over en måned kan tages i doser, der let kan indarbejdes som små samlende nedslag i hverdagen. Poserne er sammensat til familier med et barn eller flere børn på 10+, og hvilke tre poser I får, hvis I melder jer til et forløb i Læsefamilier, bliver en overraskelse.

Læsefamilier er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen

Læsefamilie-projektet er gennemført med tilskud fra Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre under Slots- og Kulturstyrelsen.