Nybagte forældre

Er du nybagt mor eller far?

Så kan du på denne side blive klogere på bibliotekets mange tilbud, faciliteter og materialer for børnefamilier.

Der er både bøger til mor, far og søskende. Der er masser af spændende emnelister med god inspiration, og vi anbefaler løbende nye børnebøger, som kan nydes sammen.

Hvis I kommer ind på Hovedbiblioteket, er der masser af muligheder for leg og læring for både de store og små børn. Der er god plads til at udfolde sig, hygge sig og spise frokost.

Besøger I de andre biblioteker i kommunen, er der også god plads til at lege og hygge sig i de småbørnsindrettede områder.

Børnebibliotekets faciliteter
I det fysiske børnebibliotek er der rum til leg, læring og hygge.

Fantasirummet: Lad de små slå sig løs i et trygt og sikkert miljø, hvor leg er i højsædet. Leg med de store legoklodser, eller lav forhindringsbaner med de runde taburetter. Området er lukket, så de små ikke løber væk.

Område ved billedbøger: Lad de lidt større små slå sig løs i vores store legeområde omkring bøgerne for de små. Der er billed-, finde-, pege- og mange andre bøger, der forhåbentlig kan inspirere. Tag endelig en bog, og sæt jer godt til rette i sofaerne, og læs højt. Der er også masser af fedt udklædningstøj og andet børnelegetøj.

Resten af børnebiblioteket: Leg med den store perleplade, find dyrebøger ved giraffen, tag et spil Mario Kart på vores Nintendo Switch, eller læs højt for børnene på vores flotte trappe. Børnebiblioteket indbyder til leg, læring og hygge – så bare slå jer løs.

Vi har selvfølgelig en garderobe, hvor I kan hænge jeres tøj. Der er mulighed for at spise medbragte madpakker, og der findes toiletter med amme- og puslepladser.

Velkommen!