Tågetrilogien af Carlos Ruiz Zafón

Romantrilogi. Er du til forunderlige fortællinger, uhygge og kærlighed, så snyd ikke dig selv for den spanske trilogi om tågens fyrste.

Forleden døde den spanske forfatter Carlos Ruiz Zafón desværre alt for tidligt. Han slog rigtigt igennem i 2001, hvor hans første voksenroman "Vindens skygge" fra 2001 blev en kæmpe succes i hjemlandet, hvor den høstede flere priser.

Men Zafón debuterede faktisk allerede i 1993 med ungdomsromanen "Tågens fyrste", som vandt en vigtig ungdomslitteraturpris i Spanien. Siden fulgte endnu to romaner i samme serie, som i dag går under samlebetegnelsen "Tågetrilogien".

Eventyr, mystik og historie

Trilogien er en skøn blanding af eventyr, mystik og historie som er skrevet i et levende og letforståeligt sprog. Og den beskæftiger sig med tematikker som den første kærlighed, overgangen fra barn til voksen, venskab og det at miste.

Romanerne kan læses uafhængigt af hinanden, men har det tilfælles at en gådefuld, ansigtsløs eksistens truer hovedpersonens tilværelse og dem vedkommende har allermest kær.

Tre forskellige, men alligevel lignende fortællinger med hver sin gribende slutning, som fik undertegnede til at knibe en lille tåre.

Tågens fyrste

I 1943 flytter familien Carver fra storbyen til en lille kystby. Faderen har købt et hus ned til stranden, som tidligere var beboet af et ægtepar, der mistede deres søn Jacob ved en tragisk og mystisk drukneulykke.

Da de to ældste børn Max og Alicia møder drengen Roland, bliver det begyndelsen på en utrolig og uhyggelig historier, da de begynder at grave i fortiden og omstændighederne ved Jacobs død. Gennem Rolands bedstefar får de kendskab til Tågens fyrste - en ond skabning som vil opfylde ethvert ønske for en særdeles høj pris. Havde han noget at gøre med Jacobs død? Og hvordan hænger det sammen med en mærkelig have med statuer af gamle statuer, som hele tiden ændrer position.

Midnatspaladset

Indien 1916. Et nyfødt, forældreløst tvillingepar - Ben og Sheere - bliver bragt til deres bedstemor af løjtnanten Michael Peeke, da den sortkappede skikkelse Jawahal er ude på at myrde dem.

Bedstemoderen lover aldrig at skille dem ad, men beslutter sig alligevel for at anbringe Ben på et børnehjem og selv beholde Sheere, som hun rejser væk med.

16 år senere har Ben nået den alder, hvor han skal forlade børnehjemmet og stå på egne ben. Sammen med seks venner fra børnehjemmet har han stiftet klubben Chowbat Society, som holder til i det forfaldne hus, Midnatspaladset.

Vennerne har svoret at hjælpe hinanden, uanset hvilke problemer de skulle møde. En ed de i den grad får brug for, da Sheere og bedstemoderen dukker op til Bens 16 års fødselsdag med den grusomme Jawahal lige i hælene. Genforeningen med søsteren bliver et kapløb med tiden for Ben og Chowbat Society, da de skal nå at finde ud af, hvad der er sket i deres fortid, som gør at Jawahal vil have tvillingeparret slået ihjel. Og om det overhovedet er muligt at stoppe ham.

Septembers lys

Vi befinder os i Frankrig i 1937. Da Irenes far dør og efterlader familien i gæld, må Irene, hendes lillebror Dorian og deres mor flytte til en lille kystby i Normandiet. Her har moderen fået arbejde hos den excentriske legetøjsfabrikant og opfinder Lazarus Jahn, som bor på et enormt slot med adskillige kringlede kroge, mørke gange og tusindvis af opfindelser. Lazarus' kone Alexandra har i over 20 år lidt af en mærkelig og uhelbredelig sygdom, der har lænket hende til sengen.

Familien falder hurtigt til i deres nye hus og i den lille landsby, hvor der sladres om alt og alle. Irene møder også den to år ældre Ismael, en lidt ensom og stille dreng, der er fætter til den unge pige Hannah, som også arbejder for Lazarus Jahn og bor på slottet.

Da Hannah findes myrdet, sætter Irene og Ismael sig for at opklare forbrydelsen. En forbrydelse, der viser sig at have noget at gøre med en smuk, ung kvindes død mange år tidligere - en kvinde, der blev forfulgt af en mørk, kold og ond skygge.

Inspiration