Engelske tegneserier for børn

Snyd ikke dig selv for de her fantastiske historier - selvom de ikke er på dansk!

Det er ikke alt, der bliver oversat og udgivet på dansk, og nyere børnetegneserier er desværre ofte ramt af det problem. Men det betyder ikke, at du skal undvære de engelsksprogede af dem. Lige præcis tegneserier kan nemlig være fantastiske til træning af engelsk-kundskaber, og hvilken bedre undskyldning, at stikke dine forældre, end at du faktisk lærer engelsk ved at læse tegneserier? Og her får du fire anbefalinger til nogle af de bedste engelske tegneserier, vi har til børn og unge.

Cardboard Kingdom af Chad Sell

Jeg er vild med Cardboard Kingdoms farverige fantasiunivers. Rammen for historien er simpel - kvarterets børn omdanner hele kvarteret til et rige af pap og klæder sig ud som superhelte og -skurke.

Undervejs i bogen introduceres de forskellige karakterer og deres forskellige skæbner og alle rulles de ind i legen én efter en.

Der er høj energi, vilde monstre og rigtige hverdagsproblemer i én samlet og meget flot tegneserie, som jeg er meget begejstret for.

Roller Girl af Victoria Jamieson

Astrid har styr på det hele - indtil hun ikke har. Pludselig vil hendes bedste veninde på balletlejr i sommerferien i stedet for at tage med til rulleskøjtelejr, som Astrid ellers troede de havde en aftale om. Men så må hun jo tage alene af sted og finde ud af om det var en god beslutning eller ej.

Roller Girl er så fint fortalt, at selvom tegningerne måske ikke er overvældende har man lyst til at læse videre og finde ud af hvordan historien om Astrid ender. Kender man roller derby er det sjovt at spejle sig i historien og kender man det ikke kommer man til det!

Pumpkinheads af Rainbow Rowell

Josiah og Deja har arbejdet sammen i den lokale “Pumpkin Patch” - efterårs- og Halloweenforlystelsesområder, som er meget populære i USA - i de sidste tre år. Men næste år skal de på college og det er derfor deres sidste aften sammen. Josiah har i tre år pint over pigen i karamelboden, men har aldrig taget sig sammen til at tale med hende. Men nu skal det være - det beslutter Deja sig i hvert fald for! Så nu tager de to på mission igennem hele pumpkin patchen! 

Det her er en skøn fortælling for de lidt større børn, som handler om både venskaber, kærlighed og forventninger. Jeg nød at læse den, ikke mindst fordi tegningerne er så fine og virkelig hjælper til at skubbe historien fremad.
Pumpkinheads er skrevet af Rainbow Rowell, forfatteren bag de populære bøger Fangirl og eleanor & park, og er tegnet af Faith Erin Hicks, som blandt andet har tegnet til tegneserieudgaven af Nickelodeons Avatar-serie.

Just Jaime af Terri Libenson

Jamie og Maya er bedste veninder - i hvert fald lidt endnu, for deres anden veninde Grace synes ikke at Jaime er lige så “moden” som resten af gruppen, og hvem skal Maya så holde med?

Just Jaime er en hjerteskærende, men i sidste ende opløftende, historie om venskaber og popularitet og om hvordan det - nogen gange - er at gå i syvende klasse. Og så må jeg indrømme at jeg kneb en lille tåre eller to i løbet af bogen.
Bogen er en del af serien Emmie & Friends, så kan du lide Just Jaime er der meget mere at komme efter!

God læsning!

Inspiration