1800 Hvidkål: Generalens hest i bakken

Biblioteket sætter i ny podcast-serie overraskende lokalhistorier under lup. Første afsnit ude nu.

Gemt i en syrefri papæske på Rigsarkivet ligger en lille, rød fløjlsæske med en lille, gulnet lap papir: ”Det eneste jeg fandt i Schleppegrells Lomme i den Frakke, hvori han faldt i Slaget i 1850.”

Skriften er enkens, Johanne Jacobine, og det eneste, hun fandt i sin mands frakkelomme, var to uniformsbånd, et emblem formet som et ottetal for Kong Frederik VIII og en lille, knap en centimeter høj, hjemmelavet bog med 12 siders kærlige digte af manden. Det var, hvad en af Danmarkshistoriens største krigshelte, general Frederik Adolf von Schleppegrell, bar i sin lomme, da han blev skudt og dræbt i Slaget ved Isted i den Første Slesvigske Krig, 25. juli 1850.
 

Fløjlsæsken på Rigsarkivet

173 år senere sidder Aalborg Bibliotekernes formidler og lokalhistorie-aficionado Hans Wendelboe Bøcher på Rigsarkivet med den røde fløjlsæske i hånden.  Historien om Schleppgrell hørte han allerede som barn, og bed den gang særligt mærke i en lille lokal krølle; nemlig, at generalens hest skulle ligge begravet i bakken ved Lundbæk Landbrugsskole, lidt uden for Nibe. Men hvorfor, fandt han aldrig ud af …

Indholdet af

 

På sporet af historien

Mange år senere stødte han tilfældigt igen på historien, og begyndte denne gang at grave i arkiverne. Hurtigt fik han svar på linket til den gamle herregård Lundbæk, hvor Schleppegrells hustru var født. Men samtidig meldte sig flere ubesvarede spørgsmål; ikke mindst spørgsmålet, der har optaget flere andre før ham: Hvilken hesterace var general Schleppegrells hest? Var det en hvid Pippi Langstrømpe-hest af knabstrupper-racen eller en rød frederiksborger-hingst?

Der hersker nemlig flere variationer af fortællingen, som inkluderer både lokale, sønderjyske bønders bortførelse af hesten, fortællingen om Danmarkshistoriens største militære slag, et enormt maleri på Frederiksborg Slot, et militært cover-up og et gammelt, gulnet brevkort fra 1892 med tre drengenavne.

Hans Wendelboe Bøcher har gravet sig dybt ned i detaljerne om general Schleppegrell og ikke mindst generalens hest i bakken ved Lundbæk.

Fortællingen er den første i Aalborg Bibliotekernes nye podcast: ”1800 Hvidkål”.

- Mit håb er, at jeg hver gang, med lige dele begejstring og veloplagt energi, dels kan fortælle en vanvittigt god historie, dels kan inspirere til at man kradser i sin egen families historie og gerne deler den med andre.

Ifølge Hans bærer alle nemlig på den gode fortælling. Måske skal man blot hjælpes i gang. Derfor får Hans i hvert afsnit også hjælp af lokalhistorikere og historieeksperter. I første afsnit medvirker – udover den nuværende og tidligere forstander på Lundbæk Landbrugsskole – blandt andet historieformidler ved Historiecenter Dybbøl, Jens Jacob Refshauge Beck.

Find podcasten, hvor du normalt henter den slags eller lige her.

Mindesten for den hest, der bar general Schleppegrell i Slaget ved Isted den 25. juli 1850.
Inspiration