Ikke guds bedste børn

Søren Papes roman er fiktion, men bygger på drabet på den 16-årige Deniz Uzun, der sad på en trappe og spiste pizza med sin ven. Drabet var ifølge politiet fuldstændig umotiveret, men vidner til mordet var ikke i tvivl om, at der vat tale om en racistisk hadforbrydelse.

I romanen hedder de to drenge Zeki og Jamal. Jamal føler, gennem hele romanen, stor skyld over ikke at have grebet ind ved overfaldet og drabet på hans ven Zeki.

Samtidig følger romanen også de to overfaldsmænd Mickey og Simon, som begge kommer fra socialt belastede hjem med vold, had, narko og druk på dagsordenen. De er medlemmer af banden DKP (' Danskerne knuser perkerne') og når de skal ude og slås, kalder de det for ' landskamp'. Fjendebilledet er det eneste, de har. "De slipper for let", siger Mickey om perkerne, der nasser og voldtager og generelt bare er "klamme at se på".

Simon må i fængsel for overfaldet og forsøger at starte på en frisk ved at skabe afstand til bandemiljøet og få en kæreste og børn. Mickey, derimod, fortsætter sit voldsomme liv og føler hverken skyld eller skam.

”Guds bedste børn” er en voldsom roman, men på grund af Morten Papes flotte sprog, fremstår den på én gang både vedkommende, nærgående, rørende og skræmmende. Som én af anmelderne skrev: "Man tvivler aldrig på autenticiteten i de miljøer, der beskrives, og når mennesker i bogen taler, hører man rigtige mennesker tale."

Inspiration