Lars Holmsted: "Det unge menneskes guide til brug af tørresnor"

Det unge menneskes guide til brug af tørresnor

54 siders grundig og gemytlig gennemgang af metoder til optimal udnyttelse af udspændt snor til tørring af tekstiler.

Kan man virkelig skrive 54 sider om et lavpraktisk fænomen som tørresnor? Spørgsmålet er retorisk og svaret er tydeligvis: Ja. Det er i hvert fald, hvad Lars Holmsted har gjort.

”Det unge menneskes guide til brug er tørresnor” er en minutiøs og gemytlig gennemgang af tørresnorens beskaffenhed, både i historisk og aktuel kontekst, og hvordan den praktisk, korrekt og optimalt kan udnyttes:

”Din tørresnor bør ikke være for kort. Korte tørresnore levner ikke plads til vasketøjet.” Samtidig må der ”forventes en vis nedbøjning på midten af tørresnoren afhængig af tørresnorens kvalitet, alder og stramhed. En acceptabel nedbøjning ved belastning af flere stykker vådt badehåndklæde er mellem 20 og 30 cm. Tørresnore, der ligner et sjippetov, trænger til opstramning eller udskiftning.”

Og skriv så endelig bag øret, at ”tykke tørresnore tiltrækker store fugle, og store fugle er lig med store fuglelorte”, mens ”glatte og tynde tørresnore giver balanceproblemer for solsorte og andet kræ.”

Reserver "Det unge menneskes guide til brug er tørresnor”.

Fire tøjklemmer af træ på en tørresnor.

Klemmernes antal, sokkeophænging og ligestilling

Bogens 29 kapitler rummer udførlige rettesnore om alt fra tøjklemmernes antal og æstetik, optimal gruppering af vasketøjet, rystning og potentielle udfordringer under sokkeophængning til mere leksikale redegørelser om korrekt ophængning af henholdsvis kvinde- og herreundertøj, dynebetræk, lagner og kedeldragter. ”Det unge menneskes guide til brug er tørresnor” er således et uundværligt og tankevækkende bidrag til dannelsen af ethvert ungt menneske.

Hvert kapitel afrundes med konkrete eksempler; således også kapitlet om godt tørrevejr:

”En ciskønnet mand fra midtjylland
havde hængt sit vasketøj op i tørvejr.
Det havde hængt i flere timer
og var næsten tørt.
Tunge skyer drev ind fra vest.
Så blev det regnvejr,
og så blev vasketøjet vådt.
Jyden måtte gå i sit beskidte tøj en dag mere.
Ja, sådan kan det gå”.

Forfatter med stor spændvidde

Lars Holmsted er kommunikationsuddannet og var i ni år direktør for Rønne Theater. Kaster man et blik på hans øvrige titler fornemmer man spændvidden, men også dybderne i hans emnevalg: ”Jule Fugle Flet” (bind 1 til 4), ”Rugbrød med surdej”. ”Brilleaberne” og den engelsksprogede børnebog ”Will Winni Win?”, der henvender sig til alle, der interesser sig for minigolf, for blot at nævne et par stykker.

Dansk Forfatterforenings hjemmeside beskrives Lars Holmsted med ordene: "Skriver bøger. Skriver tekster, musik og dramatik. Skriver op, skriver ned, skriver under, skriver over, skriver ud, skriver hjem, skriver af, skriver B, skriver, skriver, skriver."

Han har i øvrigt selv illustreret bogen med en række overraskende og præcise piktogrammer.

Inspiration