Klimakampen fortsætter

Politikerne har oplevet et massivt folkeligt pres. Særligt de unge mennesker gik forrest. Skoledagen blev sløjfet til fordel for demonstrationer. Målet var at få de voksne og politikerne til at vågne op. Temaet er selvfølgelig klimakrisen.

Instruktøren Phie Ambo skildrer i dokumentarfilmen "70/30" hvad der sker, når en ny, ambitiøs klimalov skal forhandles på plads. Filmen følger politikernes kamp for den grønne dagsorden. Samtidig skildres det, hvordan klimadebatten opleves, når man er en ung og energisk klimaaktivist. Der er mange interessekonflikter og mange hensyn at tage, men filmens budskab er tydelig: Der skal handles nu for at redde vores planet. Vendes det blinde øje til, er konsekvenserne enorme.

Se filmen 70/30 på Filmstriben 

Klimakamp på film og i skønlitteraturen

Phie Ambo er kendt for sine film om klimakampen og for at hylde naturens ressourcer. Se eksempelvis også den enormt flotte filmproduktion "Genopdagelsen", hvor vi følger en stor gruppe skolebørn, der flytter hele deres skolegang ud i naturen. Her skal de opbygge deres eget samfund i harmoni med naturen.

Se filmen Genopdagelsen på Filmstriben 

På privatfronten er Phie Ambo gift med tegneren og komikeren Anders Morgenthaler. De deler interessen for klimakampen. Det skinner blandt andet igennem i den humoristiske bog "Kød og fred", som Anders Morgenthaler har skrevet sammen med Marie Louise Tüxen. Her bliver humoren drivmidlet i klimakampen, der raser mod kødindustrien.

Reserver bogen Kød og fred på dit lokale bibliotek 
Læs bogen på eReolen 
Lyt til bogen som lydbog

Lobbyisme på film

Titlen på dokumentarfilmen "70/30" refererer til målsætningen om 70 % reduktion i co2-udledningen inden år 2030. Filmen har klima- og energiminister Dan Jørgensen i hovedrollen, og hans rolle er at få enderne til at mødes i klimaforhandlingerne. Det er ikke første gang, Dan Jørgensen optræder i forhandlerrolle og har et kamerahold i ryggen.

Den anbefalelsesværdige dokumentarfilm "Kampen om Kemikalierne" følger på sin vis samme drejebog, hvor klimaaktivisterne spiller en central rolle. Er man interesseret i lobbyisme og lovgivningsprocesser pakket ind i god underholdning og EU-oplysning, så se filmen "Kampen om kemikalierne". Selvom den er fra 2006, er den mindst lige så aktuel i dag.

Den unge Greta

Det er svært at tale om klimaaktivisme uden at nævne Greta Thunberg. Den karismatiske, svenske klimaaktivist er blevet symbolet på de unges frustration og bekymring for fremtiden. Hun er personificeringen af den voksende klimabevægelse, som påstår, at de voksne og verdens ledere ikke tager ansvar for klimaet. Hun har om nogen mobiliseret en kraftfuld stemme i den offentlige debat. Den miljøbevidste klimaforkæmper kan du også møde på bogreolerne: Blandt andet i biografien "Scener fra hjertet"

Du kan også høre lydbogen med den rammende titel ”Ingen er for lille til at gøre en forskel", der handler om Greta Thunbergs mærkesager. Bogen har et godt budskab og er en opfordring til, at alle kan og bør tage ansvar for klimaet. 

Kom selv i gang med klimakampen

Greta Thunberg er dog blot én klimaaktivist blandt mange. Rundt om i verden er der mange unge klimaaktivister. Bogen "Klimakamp" er letlæst og giver en introduktion til, hvad klimaforandringer betyder for ulighed i verden. Bogen fortæller om, hvad man selv kan gøre for at ændre på sine vaner og giver et par tips til at komme i gang.

Inspiration