Loftsmaleri af de olympiske guder

Græske myter genfortalt af Stephen Fry

Har du lyst til en omgang ældgamle røverhistorier, så skal du give Stephen Frys genfortælling af de græske sagn og myter en chance. Det er underholdende oldtidskundskab for alle.

Jeg var en doven gymnasieelev og gabte mig halvhjertet gennem oldtidskundskab, hvor vi blev tvunget gennem Illiaden, lærte begreber som hybris og nemesis og kiggede på krukker og søjler. Eksamensforberedelserne bar præg af, at der var VM i fodbold det år, og eksamen kastede et flot og fortjent syvtal (på den gamle skala) af sig, og det var så det. Ikke mere af det gamle Grækenland til mig. Troede jeg.

For da Stephen Fry for nogle år siden kastede sig over at genfortælle de græske sagn og myter, vendte jeg tilbage til historierne om de olympiske guder, overmenneskelige helte og fantastiske bedrifter og intriger. Heldigvis – der er nemlig meget guld gemt i de gamle historier, og Stephen Fry fortæller dem med et legesygt sprog og et enormt glimt i øjet.

Der er tre bøger, du kan gå i gang med.

Mythos – guder, titaner, mennesker og ild

Her starter vi helt fra begyndelsen med jordens skabelse og får svar på mangt og meget om, hvorfor verden er som den er. Bogen rummer fabelagtige fortællinger om de olympiske guder, som er ufatteligt lidt guddommelige og meget menneskelige med deres jalousi, affærer, nid, intriger og interne stridigheder.

Du kan blandt andet læse om titanen Prometheus, der gav ilden til menneskene og pådrog sig Zeus’ evige vrede, om Pandora og hendes æske, som faktisk var en krukke, om hvorfor der er ørkener og ispoler og meget meget mere.

Reservér Mythos her

Find lydbogen på eReolen Global. Indtalt af forfatteren som har en fantastisk stemme.

Helte – Herakles, Orpheus i underverdenen, Argonauterne og andre hyperseje helte 

'Helte' fortsætter hvor Mythos slipper og tager, som titlen antyder, fat på de mere dødelige helte i den græske mytologi. Vi slipper dog ikke det guddommelige, da guderne elsker at blande sig i menneskenes gøren og laden blandt andet fordi, de som regel er forældre til de heltemodige helte i heltefortællingerne.

Du får blandt andet historien om Perseus, som bliver narret til at tage på jagt efter Medusas hoved, fortællingen om, hvordan Herakles’ (også kendt som Hercules) temperament tvang ham ud i adskillige heltegerninger på andres bestilling og om argonauternes vilde rejse ud for at hente det gyldne skind.

Reservér Helte her

Troja – Prins Paris snupper smukke Helena og så bryder helvede løs

I 'Troja' får du en genfortælling af historien om den drabelige krig mellem grækerne og trojanerne. Du møder blandt andre Achilleus, Odysseus, Hector, samt prins Paris og Helena, som startede hele balladen. Hvis du har læst Illiaden i oldtidskundskab, er det her et lækkert og måske lidt mere tilgængeligt gensyn.

Reservér Troja her

Kan du ikke få nok af sagn og myter, har vi meget mere til dig herunder.

Inspiration