Ekkokamre og konflikter

Tidligere kulturredaktør på Jyllands-Posten Flemming Rose gæstede Hovedbiblioteket i Aalborg i 2016. Hans pointer om ekkokamre er stadig aktuelle den dag i dag.

Lad os tage et lille tilbageblik til 18. februar 2016.

Terrorsikring og et massivt sikkerhedsopbud i form af livvagter, bombehunde, kropsvisiteringer og finskytter på taget var realiteten, da den tidligere kulturredaktør på Jyllands-Posten Flemming Rose besøgte Hovedbiblioteket i Aalborg. Flemming Rose sad ved roret, da avisen bragte Muhammed-tegningerne, der medførte den største udenrigspolitiske krise i Danmark siden 2. Verdenskrig. Anledningen til besøget i Aalborg var en samtale om ytringsfrihed og demokrati.

”Jeg synes, at en af de allervigtigste opgaver for medierne er at forhindre etableringen af ekkokamre. Et ekkokammer er at skabe en situation, hvor man kun taler med dem, som mener det samme, som en selv. Derfor hedder det et ekkokammer. Alle meninger er et ekko af hinanden.” - Flemming Rose.

Hans pointer om ekkokamre giver stadig stof til eftertanke i dag, fordi konflikter og krige i verden udfordrer tolerance, fred og mangfoldighed.

Flemming Rose adresserede et vigtigt budskab om mediernes rolle i samfundet, fordi medierne kan være en platform, der potentielt fremmer had, misforståelser og splid mellem mennesker.

Tonen i den offentlige debat er ofte hård, og nogle folk holder sig beklageligvis helt væk fra den offentlige debat på grund af frygten for hadefulde ytringer. I sin bog "Hymne til friheden" tager Flemming Rose temperaturen på ytringsfrihedens levevilkår i slipstrømmen på det frygtelige attentat mod redaktionen på det franske satireblad Charlie Hebdo.

På biblioteket har vi mange materialer på hylderne, hvis du ønsker at blive klogere på historiske baggrunde for konflikter eller ønsker at blive udfordret på dine egne holdninger til et emne der vækker stærke følelser. Find et uddrag af materialerne herunder eller på følgende link:

"Krudttønden" på Filmstriben

Inspiration