Alletiders klassiske outsidere
Født som fantast i den forkerte tidsalder
Don Quixote (1605-1615) af Miguel de Cervantes: Den sjove og underfundige fortælling om en drømmende idealist, Quixote fra La Mancha, der fortaber sig så meget i ridderromaner, at fantasien flyder over i virkeligheden. På ryggen af krikken Rosinante og med den snu væbner Sancho Pacha ved sin side drager det umage makkerpar - i bedste Gøg og Gokke-stil - ud på eventyr for at rede ungmøer og fægte mod vindmøller. Satiren er skap og sproget sprudlende og nutidigt. Det er faktisk ikke til at forstå, at romanen - der også er kaldt den første moderne af sin slags - har over 400 år på bagen.
Uhæmmede følelser og ulykkelig kærlighed som oprør
Den unge Werthers lidelser (1774) af Johan Wolfgang von Goethe: I løbet af din skoletid har du måske stiftet bekendtskab med denne følsomme, unge naturelsker, der ikke kan slå rod i samfundet. Den ynkelige Werther udkrænger sin sjæl og lider så meget i sine breve, at selve læsningen af dem næsten kan virke tåkrummende - men der er mening i galskaben.
Udover at være en tragisk kærlighedshistorie, giver bogen en stemme til en generation af unge, som var fanget i en tid, hvor man blev stadig mere selvbevidst, samtidig med at individets muligheder for udfoldelse skrumpede. Werthers følelsesudbrud og flugt ud i naturen er et udtryk for oprøret mod den handlingslammelse, der opstod på grund af samfundets fremmedgørende korrekthedskultur og stive adfærdsnormer.
Ualmindelig, udstødt og uhyrlig
Frankenstein (1818) af Mary Shelley: En gal videnskabsmand vil skabe det perfekte menneske, men giver i stedet liv til et frygtindgydende monster, der hærger verden. På overfladen er præmissen enkel, men "Frankenstein" er en fortælling, der har mere på hjertet. I kraft af sin fysiske skikkelse oplever monstret at blive totalt udstødt fra menneskenes samfund. På egen hånd tilegner skabningen sig dannelse og et flot sprog, hvorigennem den kan udtrykke dybe, menneskelige følelser og ikke mindst formulere sit brændende behov for tilhør, men lige meget hjælper det. Bogens besidder mange betydningslag og Mary Shelleys egen mor, Mary Wollstonecraft, var kvinderettighedsforkæmper og en frontfigur for den tidlige feminisme.
Dybt inde i sindets mørkeste afkrog bor et lille menneske
Forbrydelse og straf (1866) af Fjodor Dostojevskij: Der er sjældent set et stærkere pskykologisk studie i litteraturen. Igennem en mareridtsagtigt proces bliver læseren førstehåndsvidne til den fattige Rodeon Raskolnikovs moralske fordærv. Det tragiske forløb sættes i bevægelse, da Raskolnikov overbeviser sig selv om det retfærdige i at slå en gammel pantelånerske ihjel. Bogen er en fascinerende og fængslende nedstigning i det afgrundsdyb, der er menneskets mørkeste sindelag.
Fremmed for verden
Den fremmede (1942) af Albert Camus: Intet har betydning. Livet og verdenen er absurd. Dette er hovedpersonens grundlæggende livsanskuelse i romanen. Da Meursaults mor dør, gør det ikke mærkbart indtryk på ham. Uden yderligere omtanke slår han tilmed et andet menneske ihjel. Hvilken betydning har det egentlig, at livet er meningsløst? I Camus' eksistentialistiske hovedværk får dette spørgsmål en krop i form af Meursault. Han føler ingen samvittighed, fortryder intet og er indifferent og afkoblet fra alt omkring sig. Romanen er et udtryk for den desillusion og følelse af meningsløshed, der var fremherskende i Europa i tiden efter 1. verdenskrig og som kun tog til efter 2. verdenskrigs udbrud.