Hjerteskærende 2. Verdenskrig fortælling

05.07.23
Første del i Heather Morris' 2. Verdenskrigsfortællinger

”Tatovøren fra Auschwitz” går lige i hjertet med sin håbefulde, hjertevarme og skrækkelige historie.

Gribende historie

”Tatovøren fra Auschwitz” er en historie i særklasse og en utrolig gribende historie. Måske fordi hele historien udspiller sig under krigen – i en koncentrationslejr, hvor vi virkelig på nærmeste hold oplever hvor brutal og altødelæggende det var. Alle de liv der er gået tabt der. Det er ikke til at holde ud at tænke på. De ting Lale fortæller om, skærer læseren i hjertet og når vi lige tror at der er en pause i uhyrlighederne, bliver det bare værre.

Opgiv ikke håbet

Som læser bliver man overrasket over fangernes ukuelighed. Det er imponerende, at selv med al den elendighed de er vidne til, har de stadig håb og drømme om en fremtid hvor de er frie. 

Lales iderigdom, opfindsomhed, venlighed og held har reddet en del og været med til at gøre opholdet i lejren mere tåleligt – så meget som det nu kunne lade sig gøre. Hvad han ikke gør for sine medfanger, med sit eget liv som indsats, er storslået.

Kærlighed overvinder alt

Kærligheden til Gita bliver Lales drivkraft og hvis han var besluttet på at overleve før deres møde, er han i hvert fald endnu mere stålsat på at de begge to skal overleve. Kærlighed kan blomstre selv de mest trøsteløse steder.

Hvis du interesserer dig for historier fra 2. Verdenskrig, så snyd ikke dig selv for ”Tatovøren fra Auschwitz”. Det er en historie i særklasse – om end den gør ondt at læse. Husk lommeletterne og vid, at den jo trods alt ender godt, siden Lale har haft muligheden for at fortælle sin historie til en journalist.

Inspiration