Forsvundet ambassadørdatter i Thailand

08.08.23
Skyerne trækker sig sammen i mørk spændingsdebut om den fallerede journalist Cathrine Birklunds efterforskning af ambassadørdatters forsvinden i Thailand.

Christina Lund, uddannet journalist og tidligere bosat i Bangkok som freelancekorrespondent, debuterer som skønlitterær forfatter med spændingsromanen Sort monsun, første bind i en trilogi med journalisten Cathrine Birklund som hovedperson.

Og hvilken debut, for Sort monsun ligner i virkeligheden ikke ret meget en dansk debutroman i spændingsgenren med sin atypiske karakter i hovedrollen - en alkoholiseret kvinde, dedikeret journalist og mor martret af fortiden -, der roder sig ud i en dyster og skæbnesvanger efterforskning i Thailands pulserende storby, Bangkok. 

Christina Lund har truffet en række modige og forfriskende valg i et solidt plot, der holder romanen indenfor en længde på 300 sider, hvilket hverken er for lidt eller for meget til at man føler sig godt og gedigent underholdt hele vejen gennem trilogiens første bind. 

Plaget journalist jagter forsvundet ambassadørdatter i Bangkok

Tidligere udenrigskorrespondent Cathrine Birklund er plaget af PTSD, jages af indre dæmoner og et slet skjult alkoholmisbrug, mens hun samtidig prøver at være mor for sin lille søn, der for nuværende bor hos sin far.

Da hun mister sit job, nærmest for åben skærm, synes derouten endegyldig, men et opkald fra veninden Pim i Thailand vækker hendes nysgerrighed. En ung pige, datteren af den danske ambassadør i Thailand, Robert Steiner, er sporløst forsvundet. Cathrine har åbenlyst ingen andre planer end håbet om at genetablere sit renommé og rejser afsted.

Pim er ligesom Cathrine journalist, og ansat hos et privat efterforskningsbureau som researcher og efterforsker. Sagen om den forsvundne Clara Steiner holdes skjult for medierne efter ambassadens ønske, og Pim har brug for en skarp kollega og én hun kan stole på. Hun kender Cathrine fra år tilbage uden dog at kende til hendes nuværende problemer med alkohol forårsaget at en traumefyldt fortid.

I Thailand viser sagen sig yderst kompliceret, tragisk og tilmed politisk sprængfarlig, da Cathrine og Pim i deres efterforskning afdækker forbindelser til en eftersøgt politisk flygtning. Snart svæver de selv i stor fare, da en uset fjende med en dristig dagsorden sniger sig frem fra skyggerne.

Samlet set en vellykket historie med en virkelig stærk hovedkarakter, der tegner sig ægte og stærk på papiret og som det bliver spændende at følge i seriens kommende bind.

Inspiration