Toves værelse - filmen om Tove Ditlevsen

06.07.23
Nu er den her! Den længe ventede Tove Ditlevsen-film.

Tove Ditlevsen var et sårbart og forslået menneske, som kendte til næsten alle livets omkostninger. Vi har masser af Tove-materialer på lager. Kig og vælg nederst på siden og så rigtig go' tur i biografens kølige mørke.

'Toves værelse' 

I 60’erne bor Tove Ditlevsen, en af tidens største kvindelige forfatter, i en herskabslejlighed med sin sadistiske chefredaktør af en mand, Victor Andreasen. Deres forhold har sin helt egen særlige dynamik, hvor der er kort fra kærlighed til had, og fra rosende gloser til ydmygelser. Da den unge forfatter Klaus Rifbjerg kommer til frokost for at diskutere litteratur, aner han ikke hvad der venter ham. For inden længe er han en brik i deres interne magtspil, hvor det handler om at ramme modparten, når det gør allermest ondt.

Se filmtraileren her:



Se også 'Tove i stykker' 

En lydcollage af interviews og digtoplæsninger væves sammen med nogle skønne animationer og tager fat i det skæringspunkt, der var mellem liv og litteratur for Tove Ditlevsen. Vi møder både den hvidvinsdrikkende, bramfrie Tove og den skrøbelige, ensomme sjæl, der udgør den forfatter, som har givet os så mange ord og følelser med på vejen - fra 'Barndommens gade' og langt ind i voksenlivet. Hun har altid været der, men oplever alligevel at blive genopdaget fra nye sider for hver ny generation af læsere.

Tove i stykker kan ses på Filmstriben her

Oprindeligt skrevet af Bente Biegel, Hjørring Bibliotekerne 

Tekst om filmen: Pressetekst fra Nordisk Film.

Inspiration