Sæt dine reserveringer på pause

Sæt dine reserveringer på pause i sommerferien

28.07.19
Vil du undgå at miste din plads i køen til alle de efterspurgte bøger, så husk at du kan sætte dine reserveringer på pause.

Du kender det sikkert: du nyder ferien og slapper af langt væk hjemmefra - og så tikker der en sms ind: Den bog, som du har ventet med længsel på, er kommet hjem og står nu klar til afhentning … de næste syv dage. Gulp! Hvad gør du nu??!! 

Redningen er nær

For du kan nemlig sætte dine reserveringer på pause! Når du sætter dine reserveringer på pause, mens du holder ferie, bliver de ikke aktiveret i den periode, du er fraværende.

Det vil sige: hvis du står som nummer 1 på listen over reserveringer til "Mørkeland" af Niels Krause-Kjær, bliver du stående der, indtil du er vel hjemme igen. Først dér, bliver bogen taget fra til afhentning til dig. Du bibeholder altså din plads i reserveringskøen og rykker ikke længere ned.

Vil du være på den sikre side, anbefaler vi dog, at du lægger startdatoen en uge tidligere, end du reelt tager på ferie.

Sådan gør du:

Du kan selv sætte dine reserveringer på pause via vores hjemmeside.

  •     Log ind med dit cpr.nummer/lånernummer og din pinkode
  •     Klik på "Min konto"
  •     Klik  på "Brugerprofil"
  •     Under "Reserveringer på pause" udfyldes start- og slutdato for din ferie  
  •     Klik "Gem"  

OBS! Hvis biblioteket modtager fjernlån til dig i ferieperioden, bliver de sendt retur, og du skal bestille igen.

Kig gerne ind til os, hvis du savner inspiration til ferielæsning. Husk også at lydbøger/e-bøger frit kan downloades fra Ereolen - de vil ikke fylde op i din rejsekuffert. :-)