Lyt en bog på bilferien

29.06.23
Tiden går hurtigere med en god historie, og her finder du forslag til spændende og sjove bøger, som børn og voksne kan lytte til sammen.

Et godt tip:

Lån lydbøgerne via appen eReolen GO! og gør dem tilgængelig offline, inden I kører hjemmefra. Det gør du ved at trykke på de tre prikker øverst til højre - du ser dem når lydbogen er lånt i appen.

Sommer i Bella Vista - den store sanddyst af Lars Daneskov

Sjov bog til højtlæsning fra ca. 6 år og selvlæsning fra ca. 9 år. Det tegner sig til at blive en dødssyg sommerferie, for Bella skal i sommerhus med sin storebror og far. Heldigvis er sommerlandet ikke helt så kedeligt. 2 t., 24 min.

De glemte vogtere af Andreas Boeskov

For alle over 10 år som kan lide fantasy. Asger elsker at tegne mærkelige væsner, men en dag dukker uhyrerne fra hans tegninger op i virkeligheden, og en mystisk flok børn med vilde kræfter redder ham ud af det blå. Men hvem er de, og hvorfor har Asger så svært ved at huske dem bagefter? 7 t., 51 min. Lyt også til 2. bind i serien De glemte vogtere - Tidsdyret.

Simbas farlige rejse af Michael Kamp

Fra 6 år. Da postbudet glemmer at lukke døren smutter youtuberen Comkeans kat Simba på en springtur ud i storbyen. Det bliver starten på et spændende eventyr med sultne duer, baggårdskatte og kloakrotter, men hvordan skal Simba finde hjem igen til Comkean? 51 min. 

Mopsen, der ville være en havfrue af Bella Swift

Fra 5 år. Søde og sjove eventyr om mopsen Peggy med et hjerte af guld, der vil gøre alt for at gøre sin familie glad. 83 min. Flere bind i serien.

Verdens 100 mærkeligste dyr af Sebastian Klein

Fra 6 år. Verden af fuld af dyr, og Sebastian Klein har fundet frem til de 100 vildeste. I denne bog møder man de største, de sjoveste, de mærkeligste og de farligste dyr i verden – og med garanti også nogle dyr, man ikke kender til. 3 t., 32 min. Flere bøger i serien 'Verdens 100'.

De ualmindelige - den bøjede mønt af Jennifer Bell

Fra 9 år. Dyk ned i en magisk verden under Londons gader, hvor intet helt er som det ser ud. Da Ivy og hendes storebror Seb finder deres bedstemors hus endevendt, kan de slet ikke forestille sig, hvad der venter dem. En svævende fjer har skrevet en ildevarslende besked på væggen, og snart er de to søskende viklet ind i et hæsblæsende eventyr dybt under Londons gader. 7t., 36 min. Flere bind i serien.

Søstre på de syv have. 1, Den sorte vinge af Camilla Wandahl

Fra 10 år. Vana har et nemt liv med smukke kjoler, dans og veninder. Men da hun ved en fejl bliver kidnappet om bord på sørøverskibet, Den Gyldne Rose, starter et eventyr, den forkælede pige aldrig kunne have forestillet sig. 44 min. Flere bind i serien.

Børnene fra Sølvgade af Renée Toft Simonsen

Fra 8 år. Fire søskende har en hemmelighed - deres mor er forsvundet, og de bor alene. Men kan man egentlig klare sig uden voksne? Og hvor længe kan man skjule sig for Kommunetrolden? 5 t., 14 min. Flere bind i serien.

Inspiration