Spotlight på filminstruktør Werner Herzog

Af Anonym (ikke efterprøvet)
08.12.20
Vi sætter fokus på tre af den anmelderroste instruktørs film, som du kan se på Filmstriben.

Med sin karriere på snart 60 år, har tyske Werner Herzog præsteret en filmografi der vil dværge værket af de fleste nulevende filminstruktører. Selv med en alder af 78, viser Herzog ingen tegn på at stoppe, tværtimod; I de seneste 10 år alene har instruktøren udgivet 15 film, et svimlende tal for enhver. 

Gennem sin karriere har Herzog skiftet mellem at udgive spillefilm og dokumentarfilm, men selv hans dokumentarfilm viser utvivlsomt instruktørens point-of-view og interesse i menneskets mørke sjæl. Hovedpersonerne er oftest outsider-individer der følger deres drømme, uanset prisen – karakteristika som nogen måske vil bruge til at beskrive instruktøren selv. Herzog er lige så tilbøjelig til at fylde sine spillefilm med virkelighed, som sine dokumentarfilm med fiktion. Her finder man ikke et væld af opsatte kulisser, men snarere naturlige og barske omgivelser.

Fitzcarraldo (1982)

Baseret på en virkelig begivenhed: Fitzcarraldo er beretningen om en mand som drømmer om at oprette et operahus i Amazonjunglen ved starten af 1900-tallet. For at realisere dette er der blot en udfordring: han skal krydse et bjerg - med et dampskib. Herzog nøjes ikke med at hentyde denne bedrift, men tilstræber at gøre det samme, og gennem hjælp af de indfødte, går de i krig med at fragte skibet over bjerget - et billede så imponerende som noget andet der har ramt filmlærredet. Her ser man i sandhed fiktion blandet med virkelighed. 

Se ’Fitzcarraldo’ på Filmstriben

Aguirre - Den gale erobrer (1972)

Måske instruktørens største mesterværk. Her spiller Klaus Kinski den spanske conquistador der i 1500-tallet leder en ekspedition gennem Perus jungle for at finde det mytiske El Dorado. Det er dog måske snarere junglen, og det hypnotiske soundtrack, der er den sande hovedkarakter. Om end filmen er løst baseret på virkelige hændelser, er der her ikke lange historiske samtaler i fokus - men en gruppe mennesker på en håbløs rejse, mod et uopnåeligt mål, gennem fjendtlige omgivelser. Aguirre – den gale erobrer er et syret portræt af en mand der mister forstanden, og hans følgere der falder med ham.

Se ’Aguirre – Den gale erobrer’ på Filmstriben

Queen of the Desert (2016)

En biografisk Hollywood-film med bl.a. Nicole Kidman, James Franco, og Robert Pattinson. Baseret på livet af den opdagelsesrejsende britiske arkæolog Gertrude Bell. En stærk skildring af en kvindelig mønsterbryder, og hendes rejser med beduinerne gennem Mellemøsten ved starten af 1900-tallet.

Se ‘Queen of the Desert’ på Filmstriben

Inspiration