Lækre magasiner online: RB Digital

Find lækker inspiration til have, køkken og livsstil.

Jeg er et havemenneske, der elsker at rode i min have og undersøge nye ting. Havemagasiner er, ligesom alle andre magasiner, temmelig dyre, hvis man skal ud og anskaffe sig dem i fysiske eksemplarer. Netbasen RB digital giver adgang til et væld af forskellige magasiner, hvor der ofte ligger flere numre tilgængeligt, og den er virkelig nemt at bruge. Jeg er fuldstændig pjattet med, at ”Alt om haven” ligger derinde digitalt, for det har nogle virkelige gode guides og oversigter.

I det seneste nummer har de en oversigt over kartofler, hvor de fortæller om den enkelte sorts egenskaber, hvornår de kan høstes, om de er sygdomsmodtagelige, og om de kan lagres. Den har jeg lavet et screenshot af, printet ud, og lagt i min havemappe.

En verden af magasiner

Jeg har også stor glæde af andre magasiner på RB Digital. Magasinet ”Mindful” giver lidt ro i en, nogle gange travl, hverdag, og er lige nu en god pendant til nyhedsstrømmen om Corona. Og så har jeg altid været ret fascineret af rummet, så jeg tjekker også ”Astronomy” og ”All about space” ud i ny og næ.

Magasinet ”In” kigger jeg normalt mest i, hvis jeg sidder i venteværelset ved tandlægen, men en gang imellem er det faktisk ret hyggeligt lige at bladre det igennem her på RB Digital. Og det kan man jo nemt gøre, også selv om der måske kun er en enkelt interessant artikel.

Når der er koldt og gråt i Danmark, tjekker jeg rejsemagasinerne ud, fx ”Lonely planet Traveller”, man kan jo altid drømme.

Sidst, men ikke mindst, ligger der også en del fitnessmagasiner derinde. Jeg må indrømme, at jeg nok mere bare læser dem, end jeg rent faktisk efterlever deres gode råd. Men de har også en gang imellem nogle gode opskrifter på noget nemt, sundt og lækkert, og jeg er bare meget bedre til at spise, end jeg er til at gennemføre end maraton – men man kan jo altid lade sig inspirere. 

Kom i gang med det samme

Tips! Når er du kommet ind på RB Digital, så opret en konto med din private mail og find på en kodeord. For så kan du nemlig samle de magasiner, der er noget for dig, og du kan få opdatering på, hvornår der kommer et nyt nummer.