Tillykke Ib

17.01.20
Ib Michael fylder 75 år d. 17. januar 2020. Vi ønsker tillykke med dette miniportræt af forfatterskabet.

Ib Michael er eventyrets digter og forfatter til over 30 romaner, digte og rejseskildringer om udlængsel, mirakuløse sammentræf og fremmede kulturer og civilisationer. Han er kendt for sit sanselige billedsprog, og samtidig er hans fortællinger fulde af konkret virkelighed, forankret i tid og sted, hvad enten de foregår i middelalderen eller atomtiden, i Latinamerika, Kina eller Roskilde. Hans fortællinger spænder bredt fra det science fiction prægede, over det historiske, magisk-realistiske til det mere indadsøgende og erindrende.

Den folkekære forfatter blev født i Roskilde den 17. januar 1945. Han blev student fra Roskilde Katedralskole i 1964 og exam.art. i mellemamerikanske indianske sprog og kulturer fra Københavns Universitet i 1972. Han romandebuterede i 1970 med ’En hidtil uset drøm om skibe’ og har siden skrevet en lang række romaner og fortællinger med inspiration i sin barndoms Roskilde og sine mange rejser over hele jordkloden. 

Ib Michael har en karakteristisk, springende måde at skrive på, som resulterer i en ofte overraskende handling. Derudover er han kendt for at skrive magisk realisme, hvilket betyder, at han som fortæller er forpligtet overfor virkeligheden, men samtidig nedbryder de rationelle grænser gennem de magiske fortællinger, hvor alt kan ske.

Kilroy, Kilroy fra 1989 var Ib Michaels gennembrudsroman. Romanen indeholder to spor. For det første tager den udgangspunkt i en ung dansk kvindes oplevelser i 80’ernes Tibet og Kina, hvor hun møder en ældre amerikansk pilot fra anden verdenskrig. For det andet er piloten Kilroy i centrum. Historien handler om identitet, men er samtidig også historien om Syndefaldet. 

Vanillepigen, som udkom i 1991 og indbragte Ib Michael Kritikerprisen, er første bog i Ib Michaels delvis selvbiografiske trilogi. Den er et hovedværk i forfatterskabet og et godt sted at begynde for nye læsere.

Ib Michael har modtaget et stort antal priser, bl.a. Otto Gelsted-prisen 1978, Henrik Pontoppidans Mindefond 1987, Weekendavisens Litteraturpris 1989, De Gyldne Laurbær 1990, Kritikerprisen 1991, Søren Gyldendal Prisen 1993, Det Danske Akademis Store Pris, 1994 og Danske Banks Litteraturpris 2010.

Oprindeligt skrevet af Barbara Rugholm, Litteratursiden.
Fotograf: Isak Hoffmeyer, 2010

Lyst til at læse mere?

Vi anbefaler Forfatterwebs udvidede forfatterportræt af Ib Michael og temaerne i hans forfatterskab. Find portrættet her.

Inspiration