4 nye film til weekenden

26.06.20
Rejs med til New York, Østtyskland, Makedonien og Georgien i ugens fire nye film på Filmstriben.

Honningland

I en ufremkommelig egn i Makedonien bor kvinden Hatidze med sin næsten blinde mor, i tæt kontakt med naturen og de bier, der forsyner familien med honning. En dag får de en nabo, der forandrer Hatidzes - og biernes - liv for evigt. Familierne her taler med en tyrkisk dialekt, men historien fortælles primært gennem billederne, personernes kropssprog og deres følelser. En samhørighed, der bringer dem tættere på naturen og et visuelt billede af, at vi som mennesker blot er én art blandt mange og afhængige af omstændighederne omkring os. En tankevækkende, indtagende, hjerteskærende smuk film.

Se 'Honningland' nu på Filmstriben.dk

A rainy day in New York

En fortælling om de to collegekærester Gatsby (Timothée Chalamet) og Ashleigh (Elle Fanning), hvis planer om en romantisk weekend i New York går i vasken lige så hurtigt, som sol slår over i regn. De to bliver væk fra hinanden og kommer hver især ud for tilfældige møder og komiske eventyr. I løbet af den regnfulde dag i New York opdager Ashleigh, at hun ikke er den, hun troede, hun var, og Gatsby lærer, at selvom man kun lever én gang, er en gang også nok, når bare man har fundet sit livs udkårne.

Se 'A rainy day in New York' nu på Filmstriben.dk

I morgen danser vi

Et romantisk og medrivende drama om den unge danser Merab, der bor i en lille lejlighed i Georgiens hovedstad Tbilisi sammen med sin mor, bror og mormor. Siden barnsben har han trænet i Georgiens Nationale Ballet i håbet om at danse sig til en bedre tilværelse for sig selv og sin familie. Da den charmerende og talentfulde tilflytter Irakli tilslutter sig ensemblet, får Merab skarp konkurrence, og de to mænd bliver hurtigt hinandens største rivaler. Et varmt og livsbekræftende drama om at finde sig selv og at turde gøre op med de traditioner, der kan holde mennesker fanget.

Se 'I morgen danser vi' nu på Filmstriben.dk

Flugten fra Østtyskland

1979, Østtyskland. Dette er den sande historie om de østtyske familier Strelzyk og Wetzel, som i september 1979 trak overskrifter verden over. I al hemmelighed arbejdede de i lang tid på at konstruere deres egen luftballon, som skulle gøre det muligt for dem at flygte fra det østtyske diktatur til friheden i vest. En farlig og vovet plan, hvor både forberedelserne og selve flugten, bragte de impliceredes liv i fare i en stat, hvor sikkerhedstjenesten Stasi havde informanter placeret alle steder. Og da netop Stasi kommer på sporet af gruppen og deres plan, bliver familiernes flugt en kamp mod uret, hvor hvert sekund tæller…

Se 'Flugten fra Østtyskland' nu på Filmstriben.dk