3 gode musikdokumentarer på Filmstriben

Filmstriben er ikke kun en guldgrube af spillefilm, men gemmer også på et væld af spændende dokumentarfilm.

Filmstriben er ikke kun en guldgrube af spillefilm, men gemmer også på et væld af spændende dokumentarfilm om mange forskellige emner, politik, historie, kunst, religion, sport, musik og meget mere, og fælles for dem alle er, at de sætter mennesket i fokus, på både godt og ondt. Dokumentarfilm kan nemlig både levere dybde, eftertænksomhed, gode grin og salte tårer.

Her foreslår vi tre gode film der alle har musik som overordnet element, men som også dykker ned i de spændende mennesker der bliver portrætteret i filmene.

Først bliver Leonard Cohens mytiske forhold til sin norske muse Marianne fint og følsomt beskrevet i en helt ny film, ”Marianne & Leonard: Words of love”. Hils dernæst på det grønlandske band Sume, der var med til at forandre Grønlands musikhistorie, og slut af med Aretha Franklin og hendes fantastiske stemme i en ny gammel film om indspilningen af et legendarisk album.

Får du lyst til at høre mere musik af filmens medvirkende, kan Aalborg Bibliotekerne hjælpe dig med at finde gode skiver til hjemmelytning.

Marianne & Leonard: Words of Love

Dokumentarfilm om musiker og sangskriver Leonard Cohen og hans livslange kærlighedsforhold til sin norske muse Marianne Ihlen. Interviews med venner og bekendte, gamle privatoptagelser og koncertklip blandet med fotografier flankeret af Mariannes stemme.

Se filmen Marianne & Leonard: Words of Love

Sume - lyden af en revolution

I 1970'erne sætter et ungt, politisk rockband ord på grønlændernes længsel efter frihed og medbestemmelse, og snart er landet i gang med sit første store opgør med kolonimagten Danmark. Og med sin egen selvforståelse.

Se filmen Sume - lyden af en revolution

Amazing Grace

I 1972 indspillede Aretha Franklin albummet ”Amazing grace” i en kirke i det sydlige Los Angeles. Instruktør Sydney Pollack forevigede begivenheden, men filmen blev aldrig udgivet. Først over 40 år senere, og efter Aretha Franklins død, er filmen blevet færdiggjort. Det er en film, der dokumenterer en af de største sangerinder og uovertrufne vokaler nogensinde. Musikken flyder igennem hende med en fantastisk kraft. Filmen er et stykke musikhistorie, der har foreviget et af gospelmusikkens helt store øjeblikke og dokumenterer den sorte amerikanske kirke i 1970’erne og som på fineste, autentiske måde viser den sorte gospelkultur.

Se filmen Amazing Grace

Inspiration