Billede af bogen Jeg tæller mine skridt af Anne Sofie Hammer

Jeg tæller mine skridt af Anne Sofie Hammer

Vi kender nok bedst Anne Sofie Hammer fra de sjove billed- og højtlæsningsbøger om Villads fra Valby, der er smækfuld af gode ideer – og oftest kommer galt afsted. Men Anne Sofie Hammers hjerte banker også for børn, der har det svært.

Mor drikker for meget vin

Merle er ca. 10 år og bor alene sammen med sin mor. Når mor har arbejde, er alt godt, men i de lange perioder, hvor hun ikke har, drikker hun alt for meget hvidvin. Så meget, at hun glemmer at købe ind og gøre rent.

I lejligheden ovenpå bor mormor, men hun har fået en kæreste, så hun har ligesom glemt Merle.

En dag lige inden jul går mor på værtshus, og hun kommer ikke hjem igen. Så Merle prøver at finde sin far, som hun ellers ingen forbindelse har med.

Hvem kan hjælpe Merle?

Merle er ikke udenfor i klassen. Hun har veninder, hvis forældre ser bekymrede til fra sidelinjen. Hendes lærere og pædagoger i fritidsordningen bekymrer sig også, men Merle lader ikke nogen komme alt for tæt på og er (som det ofte sker) 100 % loyal overfor sin mor. 

Vurdering

Her er en bog om en lille pige på hvis skuldre, der hviler et alt for stort ansvar. Hun er overladt til sig selv og tager så mange hensyn til sin mor, der i de dårlige perioder reelt er barnet i den lille familie.

Titlen henviser til, at Merle ved bogens start tager varsler ved at tælle sine skridt. Hvis der er der et ulige antal skridt hen til gadedøren, er der noget galt derhjemme.

Læs også Anne Sofie Hammers bog om den forsømte Paris Belinda Hansen, hvis forældre heller ikke er verdens bedste.
 

Inspiration