Vi skruer op for sikkerheden på de offentlige pc’er

Vi har fortsat stort fokus på IT-sikkerheden, men opfordrer dig samtidig til at være forsigtig og opmærksom, når du bruger de offentligt tilgængelige computere på biblioteket.

I sidste uge skrev blandt andre dr.dk at fem kommuners biblioteker har haft sikkerhedsproblemer omkring de offentligt tilgængelige computere, hvor der har været installeret såkaldte keyloggers*. Vi tager IT-sikkerheden meget seriøst, og har allerede en række foranstaltninger på plads, for at gøre det så sikkert som muligt at benytte vores computer:

  • Alle pc’er er placeret bag Aalborg Kommunes firewall, ligesom de er beskyttet mod keyloggersoftware.
  • Det er ikke muligt at installere ny software på computerne.
  • Alle computere genstarter automatisk, når de ikke er blevet brugt i et kvarter, og computeren renses ved hver genstart så alle midlertidige filer, adgangskoder, internethistorik osv. slettes.
  • Det er ikke muligt at tilslutte andre tastaturer end vores.
  • Vi har videoovervågning, hvor vi kan se, hvem der har pillet ved en af maskinerne. 
  • Vi tjekker flere gang dagligt, om der f.eks. er noget i maskinernes USB-porte, som ikke hører til.

Yderligere sikring betyder lukning af USB-porte

For at sikre os yderligere mod keyloggers, har vi besluttet, at vi lukker for USB-portene på alle offentlige computere hos Aalborg Bibliotekerne fra den 1. juli 2020. Det betyder, at du fremover skal benytte dig af en sky-løsning (iCloud, google drev, dropbox o.l.), sende filer til din egen mail eller lignende, hvis du f.eks. skal printe noget fra en af de offentlige pc’er. Du kan ikke længere benytte en USB-stick eller ekstern harddisk hos os. 

Pas på og brug din sunde fornuft

Som nævnt er alle disse tiltag sat i gang for at sikre dig så godt som muligt, når du bruger en offentlig pc. Det er dog umuligt for os at garantere, at der ikke kan gå et eller andet galt. Derfor henstiller vi også til at du passer på, og bruger din sunde fornuft, når du bruger vores computere. Her er fem gode råd:

  • Genstart altid maskinen inden og efter brug.
  • Vær opmærksom på folk omkring dig. Er der f.eks. nogen, der kan se, når du indtaster CPR, kodeord, brugernavne osv?
  • Husk at logge ud af mail, sociale medier, borger.dk og andet, inden du forlader maskinen. Også hvis du bare er væk i fem minutter.
  • Lad være med at have NemID og andre private dokumenter liggende fremme. Put dem i lommen eller tasken, så snart du er færdig med dem.
  • Lav stærke passwords og brug to-trins login. Se mere her.

eKurser om IT og IT-sikkerhed

Føler du dig på udebane, når det kommer til IT-sikkerhed? Eller har du brug for en opfrisker? Så er der flere kurser på eKurser.nu, der kan være relevant for dig:

* En keylogger er et program, der logger eller ”optager”, hvad der bliver skrevet på et tastatur. Svindlerne bruger keyloggeren til at stjæle cpr-numre, kortoplysninger, passwords med mere for at få adgang til for eksempel bank-oplysninger og mail-konti.