Øl, mudder og fællessang: Det er festivalsæson

12.06.19
Sommeren er over os og dermed også festivalsæsonen.

I de kommende måneder vil den ene musikfestival tage over efter den anden, indtil vi har været hele rækken igennem: Heartland, Northside, Copenhell, Tinderbox, Roskilde, Smukfest, Skovrock, Grøn Koncert, Nibe Festival og alle de andre. Vi har fundet nogle fede festivals- og musikbøger fra eReolen og eReolen Global, du kan kaste dig over, hvis du ikke kan få nok af festivalstemningen - eller helst bare vil nyde stemningen på god afstand. 

På festival lader vi som om 

Tusindvis af danskere bruger hvert år en god portion af feriebudgettet på en festivaltur, men det er ikke kun musikken, der trækker publikum til. Festivaler kan nemlig noget helt særligt, fordi de skaber et rum, hvor vi kan få lov at prøve os selv af, være en anden version af os selv, gå i noget andet tøj og glemme hverdagens trummerum for en stund. Så snart vi har sat gummistøvlen ind på festivalsområdet, sætter vi studielån, forbehold og usikkerheder på pause, mens vi overgiver os til fadøl, festhumør og god musik.

Kikset teltsex og mudderkatastrofer

Fordi hverdagen er suspenderet, kan der ske de særeste ting på festivalerne, og det kommer der nogle gode historier ud af. I bogen Roskilde Stories kan du læse beretninger fra Roskilde Festivalen helt tilbage fra 1971 og frem til 2008.
Der er både sjove, ulækre og magiske historier, og de små beretninger drejer sig om alt lige fra den smukkeste kærlighed til kikset teltsex og mudderkatastrofer. Musikken spiller selvfølgelig også en vigtig rolle i fortællingerne, men historierne handler primært om alt det uden om musikken, der også er med til at gøre festivalen til noget helt særligt.

Dylan og alle de andre

Hvis du hellere vil læse om festivalernes grundmaterie, nemlig musikken, kan du i stedet kaste dig over en af vores mange biografier om store musikere. Læs dig endnu mere ind på den altid fascinerende Bob Dylan, der gæster Roskilde Festival i år. Gyldendal har bl.a. udgivet en bog, der kronologisk og kritisk gennemgår Bob Dylans 61 officielle pladeudgivelser i tidsrummet 1962-2008. Hvis det er en tand for hardcore for dig, kan du alternativt kaste dig over Jokeren og tyven, hvor Dylans mangeårige manager og rejsekammerat fortæller sjove og vilde anekdoter fra landevejslivet sammen med den excentriske musiker.

Inspiration