NASA
Foto: NASA

Mod stjernerne med Andreas Mogensen

20.08.23
Snart tager Danmarks astronaut Andreas Mogensen til Den Internationale Rumstation (ISS). Bliv klogere på rumfart og universet med bøger til børn her.

Andreas Mogensen skal som den første dansker være leder af en rummission for NASA, der efter den nuværende plan går i luften den 25. august.

Turen går til Den Internationale Rumstation (ISS), hvor han sidst var i 2015 i 10 dage. Denne gang skal han være der et halvt år!

En barnedrøm går i opfyldelse

Allerede som barn drømte Andreas Mogensen om at blive astronaut. 

På DR har vi netop kunnet se serien "Klar til rummission - med Andreas Mogensen", den kan stadig ses online hos DR via dette link. Her får vi et indblik i de mange forberedelser inden rummissionen og kan også se hvor meget hans egne børn beundrer ham. Det må være ret sejt at se sin far i rumdragt.

En masse forskning – med børn!

Andreas Mogensen skal lede bemandingen, der kaldes Crew-7, og også være piloten ombord "SpaceX Crew Dragon". Navnet på løfteraketten er SpaceX, og rumskibet, der transporterer dem videre til rumstationen, kaldes for Dragon. Missionen har derfor det tekniske navn "SpaceX Crew-7".

Andreas Mogensens mission denne gang er at forberede en senere tur længere ud i rummet, enten til månen eller til Mars, og at lave en masse forskning om blandt andet klima og sundhed.

Men han skal også arbejde sammen med børn! Som en del af skoleprojektet ultra:bit skal Andreas udføre eksperimenter for danske børn på 9-14 år. Det foregår blandt andet på en særligt tilpasset micro:bit-computer, han får med på rejsen. Læs mere om ultra:bit på rumrejsen her hos DR.

Bliv klogere på rummet - læs bøgerne

Dit barn kan selv stille spørgsmål til Andreas Mogensen, mens han er i rummet! Send allerede nu spørgsmål gennem DR her.

Find mange af vores bøger af Andreas Mogensen og om rummet lige her nedenfor og sid klar når Andres tager turen mod det uendelige univers!

Navn fra nordisk mytologi

Andreas Mogensen har selv fået lov til at navngive sin mission og har givet den navnet Huginn.

Huginn er den ene af den nordiske gud Odins to ravne, som han hver dag sendte ud for at samle viden om Verden. Huginn repræsenterer viden og tanke i den nordiske mytologi, og det passer jo ret godt på sådan en rummission.

Logoet for missionen er derfor en ravn, og farverne er inspireret af det danske flags farver.

Inspiration