Børn i sofa

Børn har brug for deres forældre - også på nettet

26.06.23
Det kan være svært at følge med i børn og unges digitale liv, men heldigvis er der hjælp at finde. Genvej er en ny samlet indsats der skal hjælpe forældre med at navigere i deres børns digitale udfordringer.

Velkommen til nettet! Genvej - til dit barns digitale liv

 

Børn har brug for deres forældre - også på nettet.

Flere undersøgelser viser, at forældre sjældent taler med deres børn om deres digitale færden. Ifølge en nylig undersøgelse fra Medierådet er det typiske, at børn først kommer til forældrene, hvis der er sket noget rigtigt slemt.  

”Vi ved, at børnebeskyttelsen på internettet ikke er god nok, at der bliver høstet data, anvendt fastholdelsesmekanismer, og at børn kan møde indhold, der ikke er alderssvarende, eller som endda er ulovligt eller krænkende. Det er et fælles ansvar at passe på børn og unge, der færdes på nettet, og i dette er forældrene en vigtig del af børn og unges ’skjold’,” siger Miriam Michaelsen, forperson i Medierådet.

Genvej - til dit barns digitale liv

På Genvej.org kan forældre og andre interesserede finde en stor samling af vejledning, gode råd og redskaber som en hjælp til at navigere i børns digitale udfordringer.

Du kan finde explainer-videoer og vejledende tekster, som giver et indblik i, hvad du skal være opmærksom på, hvis dit barn har eller gerne vil have en profil på tjenesterne. Desuden er der idéer til hvilke spørgsmål man kan stille sit barn samt temaer om skærmtid, gaming, influencere med mere. Få viden og samtalestarter til Roblox, TikTok og Snapchat, hvis dit barn bruger eller gerne vil have en profil på en af disse tjenester, læs mere om det her.

Formålet med Genvej er at åbne børn og unges digitale verden for forældrene og give dem endnu bedre forudsætninger for at tage stilling og hjælpe i forhold til børnenes brug af digitale medier og tjenester.

Bag indsatsen står Forbrugerådet TÆNK og Ole Kirk’s Fond i samarbejde med Børns Vilkår, Mary Fonden, Red Barnet og Medierådet for Børn og Unge.