For børn

Vil du være ungeanmelder?

Vi søger unge, der vil anmelde bøger til andre unge.

Af Ditte Jensen

Vi elsker bøger. Nå ja, du befinder dig jo trods alt på et biblioteks hjemmeside, så det helt store chok kommer det nok næppe som. Men ikke desto mindre er vi ellevilde for at brede vores bogkærlighed ud til resten af verden. 

Her kommer du ind i billedet.

Vi arbejder nemlig hårdt på at indsamle et sandt arsenal af unge, der har lyst til at være med på vores mission om at vække læseglæden hos dansken. Hvis du vil det, kan du blive en del af vores, nuvel, nye – men ikke mindre ædle! – tradition af unge, der anmelder bøger til unge.

Du er, den som vi vil ha’, den vi altid tænker på, du gør os så glad

Jep, den overskrift var en ren MGP 2002-reference, og det er lige præcis derfor, vi har brug for et ungt menneske som dig til at drysse dit friske og langt mere up to date-tryllestøv udover biblioteket:

  • Du er mellem 13-18 år, og du læser/lytter romaner, tegneserier, digtsamlinger eller noget helt fjerde, der henvender sig til samme aldersgruppe.
  • Du kan lide at skrive, er god til at formulere dine tanker om en bog på en måde, som gør, at andre gerne vil læse, hvad du skriver. Og så har du selvfølgelig lyst til at producere en anmeldelse til os hver anden eller tredje måned.
  • Du anmelder kun materialer, som kan lånes på biblioteket (fysisk eller online).
  • Du og dine forældre er okay med, at vi tager billeder af dig, som vi bruger på vores hjemmeside, på sociale medier og i vores nyhedsbrev. 

What’s in it for you?

Udover at pynte dit spirende CV med titlen ungeanmelder ved Aalborg Bibliotekerne, kan vi tilbyde følgende:

  • Skærpning af dine skrivefærdigheder.
  • Glæden og tilfredsstillelsen ved at dele din passion for litteratur og inspirere andre til at læse.
  • Eksponering af dine skriverier. Anmeldelserne lægger vi op på vores hjemmeside, på vores sociale medier og i vores nyhedsbrev. Du kan med andre ord godt regne med, at rætti mange læser med på, hvad du har at sige. Lige nu (pr. september 2025) har vores Instagram eksempelvis over 47.000 visninger om måneden, mens 1200 personer abonnerer på vores børnefamilie-nyhedsbrev.
  • Et fællesskab med andre ungeanmeldere, når vi indimellem mødes for at hygge, udveksle anmelder-erfaringer, boganbefalinger eller BookTok-inspiration. 

Ja? Du kan se det for dig? Så udfyld formularen herunder og bliv en del af vores ungeanmelderkorps. Let's gooo!

fx feel good, YA fantasy eller tegneserier

BEMÆRK! Indsæt aldrig CPR-nummer eller følsomme oplysninger i formularen.

Læs mere om behandling af persondata i vores privatlivspolitik.