Alberte anmelder "Stolthed og fordom"
Er en bog udgivet for mere end 200 år siden stadig relevant i 2026? Hvis man spørger vores ungeanmelder Alberte, er det et rungende JA!
Læs her hvorfor hun vil beskrive bogen med disse:💍💬👩👧👧 og ellers giver fuld plade på dem her: ⭐⭐⭐⭐⭐⭐.
Af Alberte - ungeanmelder
Albertes blå bog
Navn: Alberte
Alder: 15
Hvad er din y-bog/spil/film? Hvorfor?
Det er svært kun at vælge en…måske er den Stolthed og Fordom, men jeg er virkelig også vild med hele Empyrian serien, dem har jeg virkelig også læst mange gange. Og min yndlingsfilm er nok Hunger Games, eller Gilmore Girl (det er godt nok en serie, men alligevel).
- Læsning er fedt fordi …
Efter min mening er læsning fedt, fordi man, på en måde, kommer ind i en anden verden, når man læser. Jeg synes også bare det er fedt, at man også lærer mens man læser, også selvom det måske ikke er en faktabog, kan man godt lære noget om forskellige kulturer, hvis man fx læser en bog, som er skrevet i USA eller England. - Hvilken forfatter vil du gerne møde? Hvorfor?
Hvis hun stadig var i live, ville jeg gerne møde Jane Austen, men hun er desværre død for en del år siden. Hendes måde at skrive på er bare ret fascinerende og gammeldags (surprise, siden hun er fra 1800-tallet😅) Hvis jeg skulle vælge en nulevende forfatter, skulle det være Rebecca Yarros. Hun har skrevet en del bøger jeg synes godt om, bl.a. Empyrian serien. - Mine bedste tips til at komme i gang med at læse, game etc..
Jeg kan godt lide at sætte musik på når jeg skal læse. Jeg synes bare, det skaber en god stemning. Det er noget af det vigtigste efter min mening. Det kan også være hyggeligt, at finde nogle stearinlys og måske en pose, et eller andet lækkert. :) - Y-snack mens jeg læser/gamer/spiller/ser film
Jeg ville nok sige lakridspiber, det er en god snack efter min mening. Eller også skal det være Big Ben karameller. Jeg kan ikke beslutte mig for én. Jeg tager bare begge dele.😅 - Hvorfor har du valgt at være ungeanmelder hos Aalborg Bibliotekerne?
Jeg elsker selv at læse og, hvis jeg på nogen mulig måde, kan hjælpe andre med at komme til at få lige så meget glæde af, at læse som jeg selv gør, ville det gøre mig rigtig glad.
Jeg vil nok sige, at hovedtemaet i bogen er, hvordan stolthed og fordomme kan skabe misforståelser, men også hvordan mennesker kan udvikle sig og lære at se hinanden mere nuanceret. Noget af det, der gjorde, at jeg synes bogen er rigtig god, er at den giver et indblik i en ung piges følelser, problemer og liv i det hele taget. Historien føltes realistisk, for mig i hvert fald, fordi jeg især godt kan relatere til det med, at man bliver nødt til at lære at se tingene fra en andens synsvinkel end bare ens egen.
Jeg valgte at læse bogen, fordi jeg synes jeg blev ved med at høre gode ting om den, både på sociale medier og fra min familie, og undervejs blev jeg positivt overrasket over, hvor relevant, jeg synes bogen stadig er i dag, selvom omgivelserne og samfundet har ændret sig en del.
Bogen gav mig lyst til at blive i 1700-tallets verden, så straks da jeg havde færdiggjort bogen, begyndte jeg på filmen. Det gode ved først at læse bogen, og så se filmen er, at man får så mange flere detaljer og små hints i bogen, og det hjælper virkelig til at forstå filmen endnu bedre.
Hvis jeg skulle beskrive bogen med tre emojis, ville jeg vælge 💍💬👩👧👧, da jeg synes de rammer stemningen og udviklingen i historien ret godt.
💍– fordi ægteskab og forventninger til kærlighed er et centralt tema og omdrejningspunkt gennem hele bogen.
💬– fordi samtaler, misforståelser og sociale regler driver handlingen frem – meget bliver sagt mellem linjerne, og det skaber store misforståelser for især Elizabeth og Mr. Darcy, men også for Elizabeths søster Jane og Mr. Bingley.
👩👧👧– fordi bogen handler meget om familien Bennet og søstrenes relationer.
Jeg mener, at bogen henvender sig til en ret bred aldersgruppe, hvis bare du interesserer dig for historie, 1700-tallets hverdag og romantik, når du læser. Men hvis jeg skulle komme med en konkret aldersgruppe, ville jeg nok sige fra 13 år, så man også kan forstå sammenhængen og de sociale spil.
Samlet set vil jeg give bogen 6 ud af 6 ⭐, fordi jeg synes den kommer omkring mange vigtige emner, og samtidig er rigtig underholdende og lærerig.