William anmelder: En storm af sværd
Her på Aalborg Bibliotekerne er vi ind i mellem heldige at have besøg af erhvervspraktikanter - og denne gang var det Williams tur. Når man er i praktik hos os, bliver man altid kastet ud i en masse forskellige ting. En af disse er blandt andet at lave en udstilling med alle de fede biblioteksmaterialer, som man gerne vil anbefale andre at låne. Den opgave fik William naturligvis også stillet. En opgave, som endte ud i en flot anmeldelse af en af bøgerne fra udstillingen. Læs den her.
Af William - praktikant
Williams blå bog
Navn: William
Alder: 14 år
Hvad er din y-bog/spil/film? Hvorfor?
Jeg tror ikke, jeg har nogen yndlingsfilm, men et bud kunne være "Døde poeters klub", fordi jeg synes, Robin Williams spiller rollen som Mr. Keating rigtig godt.
Hvilken forfatter vil du gerne møde? Hvorfor?
Det kunne godt være George R. R. Martin, fordi jeg godt kunne tænke mig at høre ham selv forklare, hvorfor han stoppede med at skrive flere "Game of Thrones"-bøger, selvom de er så gode.
Y-snack mens jeg læser/gamer/spiller/ser film:
Jeg kan godt lide de fleste snacks, men min favorit ville nok være chips.
En storm af sværd er en spændene bog, som fanger læseren med det samme. Der er spænding fra de første sider, og der er så vanvittige plottwists, at man som læser sidder på kanten af stolen gennem det hele.
Bogens hovedtemaer er forræderi, hvem man kan stole på, fantasy og vold, da den bliver meget blodig og voldsom, men der er stadig bl.a. drager med.
Hvorfor valgte jeg at læse den?
Jeg begyndte at læse den, fordi jeg med min far havde set tv-serien Game of Thrones. Da vi var blevet færdig med den, ville jeg have mere, fordi jeg var blevet helt grebet af den og gerne ville vide, hvordan verdenen var fra den originale, som forfatteren skrev.
Hvilken aldersgruppe henvender bogen sig til?
Jeg tænker, at aldersgruppen er tænkt til, at voksne skal læse den, fordi der er meget vold med. Men jeg synes, at man sagtens kan læse den, selvom man er yngre, fordi det er ikke en gyser, og den prøver heller ikke at skræmme en.
Min bedømmelse
Jeg synes, at det er en meget god bog, men at man nok skal læse de to forinden før den her, selvom det er en af de bedste i rækken. Jeg tror, du vil kunne lide den, hvis du kan lide fantasybøger med et hint af seriøsitet og vold, og hvis du kan lide film som Gladiator og Braveheart.
Jeg giver den 8 ud af 10 stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐⭐⭐⭐