Ella anmelder: Papirprinsessen

Ella anmelder denne gang en af hendes personlige favoritbøger - hun deler endda fornavn med hovedpersonen i bogen! En hovedperson, som Ella synes er særligt interessant og virkelig tilføjer historien noget dybde.

Af Ella - ungeanmelder

Ellas blå bog

Icon Description

Navn: Ella

Alder: 15 år

  • Hvad er din yndlingsbog/spil/film? Hvorfor?
    Det er svært at vælge én, men en af mine yndlings er i hvert fald "Binding 13" af Chloe Walsh, "Gild" af Raven Kennedy, "Ægte vare" af Erin Watt, "Dronningen af intet" af Holly Black og "Fourth Wing" af Rebecca Yarros. Så der er en del at tage fat på ...
  • Læsning er fedt, fordi ...

    Man prøver at komme ind i andre verdener og føle, hvordan andre har det.

  • Hvilken forfatter vil du gerne møde? Hvorfor?
    Jeg gad nok helst møde Chloe Walsh, fordi jeg synes, det er imponerende, at der er nogle, der kan skrive om så mange ting i en bog og stadig få det til at give mening. Jo mere jeg læser serien, jo mere får jeg lyst til at møde personen, der har skrevet den.
  • Mine bedste tips til at komme i gang med at læse: 

    At man skal finde noget, man interesserer sig for. For eksempel hvis man godt kan lide nordisk mytologi, så find nogle bøger i den genre. Det var i hvert fald sådan, jeg kom til at læse så meget, som jeg gør.

  • Hvorfor har du valgt at være ungeanmelder hos Aalborg Bibliotekerne?
    Det var, at jeg første gang hørte om det i den bogklub, der er på Hovedbiblioteket i Aalborg, og der overvejede jeg at gå ind. Men så, der hvor jeg kom i praktik på biblioteket, besluttede jeg mig for, at det kan jeg lige så godt. Jeg læser alligevel så mange bøger, så det kan ikke være så svært at skrive en anmeldelse til dem.

Jeg tror, at alle kender drømmen om den rige onkel fra Amerika. I denne bog bliver den drøm gjort til virkelighed - bare ikke helt som forventet. I stedet for en onkel viser det sig nemlig, at det er Ellas far, der er rig, og som man aldrig har hørt noget om før.

Men det skal selvfølgelig heller ikke være nemt. Callum, som finder Ella, har også fem teenagesønner, som ikke kan lide hende på nogen måde. Men Ella vil ikke opgive det liv, hun lige har fået, bare for at gøre drengene glade, som hun virker ligeglad med. Eller er hun?

Bogen er spændende på grund af karaktererne, særligt Ella, som ikke lader sig påvirke af andres meninger. Det ses i flere situationer, hvor hun handler uden at tage hensyn til, hvad andre tænker. Hun har også en tydelig selvsikkerhed, som især kommer til udtryk, når hun står i udfordrende situationer, som fx da hun går ud foran alle i en meget grænseoverskridende situation. Hun er ikke som de andre med deres fine og beskyttede liv. Det gør hende til en interessant hovedperson, især hvis man er til drama og romantik.

Personligt er det en af mine yndlingsbøger, og jeg vil give den 5 ud af 6 stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐