Ella anmelder: Heartstopper

Hvis du ikke har læst denne tegneserie endnu, kan du godt begynde at glæde dig - den er god! Faktisk så god så den også er blevet filmatiseret; men denne gang skal det handle om det oprindelige format, nemlig bogudgaven, som Ella her har anmeldt.

Af Ella - ungeanmelder

Ellas blå bog

Icon Description

Navn: Ella

Alder: 15 år

  • Hvad er din yndlingsbog/spil/film? Hvorfor?
    Det er svært at vælge én, men en af mine yndlings er i hvert fald "Binding 13" af Chloe Walsh, "Gild" af Raven Kennedy, "Den ægte vare" af Erin Watt, "Dronningen af intet" af Holly Black og "Fourth Wing" af Rebecca Yarros. Så der er en del at tage fat på ...
  • Læsning er fedt, fordi ...

    Man prøver at komme ind i andre verdener og føle, hvordan andre har det.

  • Hvilken forfatter vil du gerne møde? Hvorfor?
    Jeg gad nok helst møde Chloe Walsh, fordi jeg synes, det er imponerende, at der er nogle, der kan skrive om så mange ting i en bog og stadig få det til at give mening. Jo mere jeg læser serien, jo mere får jeg lyst til at møde personen, der har skrevet den.
  • Mine bedste tips til at komme i gang med at læse: 

    At man skal finde noget, man interesserer sig for. For eksempel hvis man godt kan lide nordisk mytologi, så find nogle bøger i den genre. Det var i hvert fald sådan, jeg kom til at læse så meget, som jeg gør.

  • Hvorfor har du valgt at være ungeanmelder hos Aalborg Bibliotekerne?
    Det var, at jeg første gang hørte om det i den bogklub, der er på Hovedbiblioteket i Aalborg, og der overvejede jeg at gå ind. Men så, der hvor jeg kom i praktik på biblioteket, besluttede jeg mig for, at det kan jeg lige så godt. Jeg læser alligevel så mange bøger, så det kan ikke være så svært at skrive en anmeldelse til dem.

Heartstopper - Bog 1 er en historie om at stå ved sig selv, selvom man ikke er som majoriteten. Bogen viser, hvordan man kan blive mobbet, bare fordi man er tiltrukket af drenge og ikke er heteroseksuel som de fleste andre.

Den handler også om den første store forelskelse - den slags man ikke lige glemmer. Det bliver ekstra svært, fordi man kan føle, at kærligheden er umulig, især hvis alle omkring én siger, at personen er heteroseksuel. Det gør det i hvert fald ikke nemmere.

Det er ikke den klassiske historie med dreng møder pige, men i stedet dreng møder dreng - og der opstår følelser, som ingen rigtig ved, hvad de skal gøre med.

Bogen handler også om den forvirring, der kan opstå, hvis man ikke er sikker på sin seksualitet.

Jeg synes klart, man skal læse den. Den er inspirerende og viser, hvordan det kan føles, når man ikke er som majoriteten. 

Jeg giver den ❤️❤️❤️❤️❤️ ud af seks.