Leo anmelder: The Psychology of Money

Morgan Housel kommer med indsigt i hvordan tanker om penge påvirker vores adfærd.

Af Line Dalbro Schaumann

Leos blå bog

Icon Description

Navn: Leo

Alder: 16 år

  • Hvad er din y-bog/spil/film? Hvorfor?
    Min yndlingsbog er Spilleren af Fjodor Dostojevskij. Den er ikke lige så kendt som Idioten eller Brødrene Karamazov, men det burde den nok være. Romanen skildrer problematikker fra 1800-tallet, som stadig er aktuelle i dag. Dostojevskijs portræt af ludomani er både dyb og samtidig ubehagelig genkendeligt og viser, hvor god hans forståelse for menneskets psykologi var.
  • Læsning er fedt, fordi ...
    Det er en kilde til oplevelser, man ellers ikke ville have adgang til. Gennem bøger kan man leve sig ind i andres liv og tanker, både fra andre tider og steder. Det giver dig muligheden for at “udforske” verdenen, uden at man behøver at forlade sofaen.
  • Hvilken forfatter vil du gerne møde? Hvorfor?
    Jeg har altid været fascineret af Fjodor Dostojevskij og hans forfatterskab under den russiske tsar. Igennem hans værker fortæller han om hvordan Rusland var på det daværende tidspunkt. Jeg synes, at det er modigt at turde skrive så ærligt i en tid, hvor det kunne have fået store konsekvenser, og netop derfor ville jeg gerne møde ham.
  • Y-snack mens jeg læser/gamer/spiller/ser film?
    Jeg kan næsten altid finde plads til popcorn, frugt eller chokolade, mens jeg dykker ned i en bog, gamer eller ser en god film. Det gør oplevelsen lige lidt sjovere og hyggeligere.

Gennem en række korte, fortællende kapitler forsøger Morgan Housel at gøre op med en
udbredt misforståelse: at succes med penge handler om intelligens. I stedet argumenterer han
for, at det i langt højere grad er vores adfærd, der afgør udfaldet.

Bogen er bygget op som en samling af anekdoter, der skal illustrere, hvordan vores
økonomiske beslutninger formes af vaner, følelser samt rene tilfældigheder. Her møder man
både investorer, der rammer rigtigt af ren held, og almindelige mennesker, der opbygger
formuer gennem god gammeldags tålmodighed.
 

Hvad gjorde bogen ved mig?

Denne bog fik drejet hele mit syn på penge rundt. Den fik mig til at indse, at penge ikke
handler om at signalere noget, det er ofte bare en måde at miste dem hurtigere på. Penge
handler om tålmodighed og ikke om at prale.

Den handler om at træffe de rigtige beslutninger igen og igen, også når de virker kedelige i
øjeblikket. Og vigtigst af alt, kunsten er at sige nej. Nej til unødvendige køb, nej til
kortsigtede fristelser og nej til behovet for at imponere andre.
 

Hvorfor valgte jeg at læse den?

Jeg var på udkig efter et nyt perspektiv på penge. Efter at have søgt rundt og set bogen gå
igen som en bestseller, der angiveligt kunne ændre ens syn på økonomi, valgte jeg at låne
den.
 

Hvilken aldersgruppe henvender bogen sig til?

Bogen henvender sig primært til unge voksne og opefter. Sproget er let tilgængeligt, så den er
nem at læse, men samtidig rummer den pointer, som også giver værdi for ældre læsere.
Hvor mange stjerne vil jeg give den?

Bogen er en læringskilde, som mange kan få noget ud af. Den er særdeles god til at sætte
fokus på, hvor vigtig tålmodighed er, når det kommer til penge og investering. Samtidig er
den både instruktiv, underholdende og nem at gå til.

Jeg vil give bogen 5 ud af 6 stjerner ⭐⭐⭐⭐⭐