Ella anmelder: En debutant i skandale
Hvis du var vild med at læse den populære Bridgerton-serie, har Ella her læst en bog af samme forfatter, som sikkert vil interessere dig.
Af Ella - ungeanmelder
Ellas blå bog
Navn: Ella
Alder: 14 år
- Hvad er din yndlingsbog/spil/film? Hvorfor?
Det er svært at vælge én, men en af mine yndlings er i hvert fald "Binding 13" af Chloe Walsh, "Gild" af Raven Kennedy, "Ægte vare" af Erin Watt, "Dronningen af intet" af Holly Black og "Fourth Wing" af Rebecca Yarros. Så der er en del at tage fat på ... Læsning er fedt, fordi ...
Man prøver at komme ind i andre verdener og føle, hvordan andre har det.
- Hvilken forfatter vil du gerne møde? Hvorfor?
Jeg gad nok helst møde Chloe Walsh, fordi jeg synes, det er imponerende, at der er nogle, der kan skrive om så mange ting i en bog og stadig få det til at give mening. Jo mere jeg læser serien, jo mere får jeg lyst til at møde personen, der har skrevet den. Mine bedste tips til at komme i gang med at læse:
At man skal finde noget, man interesserer sig for. For eksempel hvis man godt kan lide nordisk mytologi, så find nogle bøger i den genre. Det var i hvert fald sådan, jeg kom til at læse så meget, som jeg gør.
- Hvorfor har du valgt at være ungeanmelder hos Aalborg Bibliotekerne?
Det var, at jeg første gang hørte om det i den bogklub, der er på Hovedbiblioteket i Aalborg, og der overvejede jeg at gå ind. Men så, der hvor jeg kom i praktik på biblioteket, besluttede jeg mig for, at det kan jeg lige så godt. Jeg læser alligevel så mange bøger, så det kan ikke være så svært at skrive en anmeldelse til dem.
Jeg føler virkelig, at Julia Quinn har ramt stemningen rigtig godt i den her bog.
Men lad os lige snakke om titlen. Jeg synes virkelig, det er en interessant titel - En debutant i skandale. Hvordan kan det ikke gå galt? Man bliver jo straks nysgerrig på, hvad der er sket, og det gør virkelig, at man bare får lyst til at begynde på bogen med det samme.
Jeg synes virkelig, hun har ramt stemningen godt, især i forhold til 1800-tallets England. Jeg elsker også, hvordan der er lagt små hentydninger ind til nogle af de andre bøger, hun har skrevet. Jeg har i hvert fald fundet flere ting, der minder mig om hendes andre historier - måske er det kun mig, men jeg synes, det gør bogen endnu bedre.
Jeg er vild med, at den både er spændende og humoristisk samtidig med, at den ikke glemmer det, der skete i den tid, hvor den nyrige klasse begyndte at vokse frem, selvom de ikke blev anset som noget særligt i adelens øjne.
Jeg synes generelt bare, at historiske romancer altid bliver lidt mere spændende, fordi der både er drama, kærlighed og alle de sociale regler fra tiden.
Jeg kan klart anbefale den til folk, der godt kan lide 1800-tals drama, romantik og stærke karakterer. Det er virkelig sådan en bog, man bliver opslugt af. Jeg tror, jeg hørte den på omkring tre dage, så jeg synes virkelig, den var god.
Derfor synes jeg, den fortjener 5 ud af 6 stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐