For børn

Leo anmelder: Spilleren

Leo har anmeldt Spilleren og helt kort: bogen er et mesterværk!

Af Line Dalbro Schaumann

Leos blå bog

Icon Description

Navn: Leo

Alder: 16 år

  • Hvad er din y-bog/spil/film? Hvorfor?
    Min yndlingsbog er Spilleren af Fjodor Dostojevskij. Den er ikke lige så kendt som Idioten eller Brødrene Karamazov, men det burde den nok være. Romanen skildrer problematikker fra 1800-tallet, som stadig er aktuelle i dag. Dostojevskijs portræt af ludomani er både dyb og samtidig ubehagelig genkendeligt og viser, hvor god hans forståelse for menneskets psykologi var.
  • Læsning er fedt, fordi ...
    Det er en kilde til oplevelser, man ellers ikke ville have adgang til. Gennem bøger kan man leve sig ind i andres liv og tanker, både fra andre tider og steder. Det giver dig muligheden for at “udforske” verdenen, uden at man behøver at forlade sofaen.
  • Hvilken forfatter vil du gerne møde? Hvorfor?
    Jeg har altid været fascineret af Fjodor Dostojevskij og hans forfatterskab under den russiske tsar. Igennem hans værker fortæller han om hvordan Rusland var på det daværende tidspunkt. Jeg synes, at det er modigt at turde skrive så ærligt i en tid, hvor det kunne have fået store konsekvenser, og netop derfor ville jeg gerne møde ham.
  • Y-snack mens jeg læser/gamer/spiller/ser film?
    Jeg kan næsten altid finde plads til popcorn, frugt eller chokolade, mens jeg dykker ned i en bog, gamer eller ser en god film. Det gør oplevelsen lige lidt sjovere og hyggeligere.

Hvad gjorde bogen ved mig?

Bogen gjorde et stort indtryk på mig, fordi den på en måde gjorde Dostojevskijs afhængighed håndgribelig. Jeg kunne mærke hans indre uro, afhængighed, og spilleglæden der tydeligt fremstår igennem hans karakterer og handlingen.

Hvorfor valgte jeg at læse den?

Jeg valgte Spilleren, fordi bogen føles drønaktuel. I det 21. århundrede kæmper flere og flere unge med spilleproblemer, og jeg havde læst, at bogen giver et stærkt indblik i, hvor let det kan være at falde i fælden.

Hvilken aldersgruppe henvender bogen sig til?

Bogen henvender sig til unge voksne fra 16 år og op efter, da den kræver modenhed til at forstå de psykologiske konflikter og konsekvenser af afhængighed, som hovedpersonen Aleksej går igennem.

Hvilken genrer er det?

Spilleren af Fjodor Dostojevskijs udstilles oftest som en roman, men bør blive læst selvbiografisk, som et portræt af Dostojevskijs egen ludomani og hans ulykkelige forhold til Appolinaria Suslova. 

Den såkaldte roman, skal ikke kun læses for dens selvbiografiske træk, men for dens forrygende beskrivelse af spillelidenskaben. Romanens højdepunkter udspiller sig ved den urolige spillehal i den lille tyske kurby Roulettenburg. 

Hvor mange stjerner vil jeg give den?

Bogen er et mesterværk, både på det selvbiografiske område, men også som roman, hvor den beskriver den fængende spillelidenskab. Jeg vil give bogen fuld plade 6/6 - ⭐⭐⭐⭐⭐⭐