Ny holdeplads for Biblioteksvogn Øst, Klarup
Fra onsdag den 16. april er Biblioteksvogn Øst igen at finde i Klarup, men på en ny adresse. Holdepladsen ved skolen lukker og der åbner en ny holdeplads ved Klarup Kirke. Du finder vognen ved kirkens parkeringsplads ved Gillelejevej.
Af Jacob Skou Gaardsted Bæk
Hvornår er vognen i Klarup?
Alt er som det plejer, men på nedenstående link kan du få genopfrisket, hvilke ugedage og i hvilket tidsrum Biblioteksvogn Øst er at finde i Klarup:
https://www.aalborgbibliotekerne.dk/biblioteksvogne-og-bogbilen
Hvorfor flytter I væk fra skolen?
Årsagen er trafikale udfordringer med adgangsforhold og trafiksikkerhed. Det har desværre været svært at opretholde en stabil drift. Klarup-borgerne har oplevet mange aflysninger. Trafiksikkerheden ønsker vi ikke at gå på kompromis med, og derfor har vi fundet en ny placering.
Hvorfor vælger I Klarup Kirke?
Placeringen er central i byen. Der er offentlig adgang. Klarup Kirke har kulturelle aktiviteter og kirken er en central aktør i lokalsamfundet. Kulturelle aktiviteter flugter rigtig godt med bibliotekstanken, og derfor vil vi gerne have holdeplads ved Klarup Kirke.
Jamen, hvad med skolebørn og læsning?
Vi håber stadig at få besøg af en masse skolebørn, og vognen kommer stadig til at have et rigtig godt udvalg af børnebøger.
Hvad med mine reserveringer?
Nogle Klarup-borgere har midlertidigt ændret afhentningssted af reserveringer til en anden filial end Biblioteksvogn Øst. Du kan altid se dit afhentningssted på hjemmeside og i app’en. Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller har brug for hjælp.