Ungdomsbøger om kærlighed, tvivl og at turde være sig selv
Ungdomsårene er fulde af følelser, første kærlighed, usikkerhed og store spørgsmål. I forbindelse med bibliotekernes diversitetsuge i uge 21 har vi samlet ungdomsbøger, der spejler livet, som det kan føles, når man er ung og prøver at finde sin plads i verden.
Af Mie Møller Nielsen
Hvordan ved man, hvem man er? Og hvordan tør man være det, også når det føles risikabelt? Ungdomsbøgerne i denne liste tager fat på netop de spørgsmål, som mange unge tumler med.
I bøgerne møder du karakterer, der forelsker sig for første gang, bliver i tvivl om deres seksualitet eller kønsidentitet, føler sig udenfor i fællesskabet eller kæmper for at leve op til andres forventninger. Nogle historier er romantiske, andre alvorlige eller dramatiske, men fælles for dem er, at de tager unges følelser alvorligt.
Bøgerne kan give unge læsere en følelse af genkendelse og håb – og samtidig være en oplagt anledning for voksne til at få indsigt i, hvad der kan fylde meget i ungdomslivet. For selvom følelserne kan være store og forvirrende, hjælper det at vide, at man ikke er den eneste, der har haft det sådan.