For børn

Anna anmelder ”Stolthed og Fordom”

Her på Aalborg Bibliotekerne har vi haft fornøjelsen af at have Anna i praktik. I løbet af ugen har hun blandt andet lavet sin egen udstilling med gode bøger, hun gerne vil anbefale. I udstillingen findes en bog, som Anna levede sig meget ind i, da hun læste den. Læs hele Annas anmeldelse her.

Af Line Dalbro Schaumann

Anmeldelse

Stolthed og Fordom er ikke kun en gammel bog, som blev skrevet for 200 år siden, som havde et relativt godt plot og derfor blev husket. Den er blevet husket, fordi Austens skrivestil er så helt vildt fantastisk, at man bliver nødt til at have en ordbog ved siden af sig, når man læser, og fordi alle karakterne føles så ægte, at de bliver til folk, man personligt kender. De har alle hver deres lyst, stræben og væremåde, at man glemmer, at man læser.

Selv om den kan virke uoverskuelig at starte på, på grund af de svære ord, sætninger og lange navne, kræver det kun, at man har tungen lige i munden, når man starter. Derefter kan man bare lade tankerne flyde og fantasien udfolde sig. 

Selv levede jeg mig så meget ind i både Elizabeth og Jane, at jeg ikke kunne lade være med selv at føle mig som en rigtig Bennet-søster. De er altid gode mod andre og tro mod sig selv, og hvem vil ikke gerne være det?

Jane er både sød og blid, hvilket gør at alle kan lide hende, men også at hun har svært ved at få, hvad hun vil have, siden hun ikke vil besvære nogen ved at sige det. Elizabeth derimod er også sød, men bestemt ikke lige så blid som Jane. Hun er stædig som et æsel og altid siger, hvad hun synes er rigtigt, hvilket også får hende ud i både venskabs- og kærlighedsproblemer.

Alt i alt vil jeg give den 6 ud af 6 stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐⭐
 

Blå bog

Navn: Anna Elisabeth Dreyer

Alder: 15 år

  • Hvad er din y-bog/spil/film? Hvorfor?
    Uh, det er svært! Jeg elsker at læse, og når der er så mange fantastiske bøger derude, er det svært at vælge. Men min yndlingsfilm er Star-Wars: Revenge of the Sith. Og så tør jeg slet ikke vælge en bog.
  • Læsning er fedt fordi...
    Man får lov at leve igennem andre og ens egen verden fuldstændig kan forsvinde omkring en.
  • Hvilken forfatter vil du gerne møde? Hvorfor?
    Jeg gad megagerne møde Jane Austen, selvom det nok bliver lidt svært, siden hun døde i 1817 … Men heldigvis har vi stadig en masse fantastiske forfattere, som stadig lever, og jeg ville elske at møde Tahera Mafi, som skrev Shatter Me-serien.
  • Mine bedste tips til at komme i gang med at læse, game etc.?
    Find noget som du virkelig brænder eller interessere dig for, hvad enten det er økonomi, blomster, kunst, fag- eller skønlitteratur.
  • Y-snack mens jeg læser/gamer/spiller/ser film:
    Jeg syntes meget det kommer an på, hvilken tid det er, men jeg elsker at sidde med en kop te og en småkage.
  • Hvorfor har du valgt at være i praktik hos Aalborg Bibliotekerne?
    Jeg har altid elsket bøger og læsning. Jeg er kommet her meget med min far, da jeg var lille, så da jeg hørte om, at man kunne komme i praktik her, skyndte jeg mig at søge ind!