For børn

5 gode grunde til, at dit barn skal læse tegneserier

Lige nu sætter bibliotekerne og samarbejdspartnerne i Alle ord tæller fokus på tegneserier, og at tegneserier er læsning. Her får du fem gode grunde til, hvorfor dit barn skal læse tegneserier.

Af Allan Johansen

Det gør vi blandt andet fordi mange børn elsker at læse tegneserier – det kan man blandt andet se i en undersøgelse Epinion har lavet for DR. I samme undersøgelse svarer 40 % af børnene også, at de har oplevet voksne, som siger at de skal læse noget andet end tegneserier. 

Det må de naturligvis også gerne, men det er vigtigt for os at understrege, at tegneserier ER læsning.

Her kommer derfor 5 gode grunde til, at dit barn skal læse tegneserier

1. Tegneserier kan (gen)antænde dit barns læselyst

Tegneserier er sjov og spændende læsning for mange børn. Når børn selv må vælge, hvad de læser, får de mere lyst til at læse.

2. Tegneserier styrker vigtige læsefærdigheder

Når dit barn læser tegneserier, sættes både øjne, fantasi og følelser i spil. Dit barn lærer at forstå både tekst og billeder, og det er vigtigt i en digital og visuel verden.

3. Tegneserier giver ro og fordybelse

Når dit barn både læser ord og billeder, opstår der naturlige pauser i læsningen. Pauserne sætter tempoet ned og giver barnet ro til at tænke sig om og fordybe sig i historien.

4. Tegneserier giver dit barn ny viden om verden

Tegneserier kan handle om alt – også svære emner. Billederne hjælper dit barn med at forstå det, der i ren tekst kan virke svært eller komplekst.

5. Tegneserier skaber læsekultur – også derhjemme

Når du som forælder viser interesse for det, dit barn læser, bliver det nemmere at tale sammen om det. Samtaler om læsning styrker dit barns læsevaner – især hvis du selv læser med.

Hvad skal I læse? Vi har forslag herunder, og ellers synes vi, I skal komme hen på biblioteket og få en snak med os om, hvad der passer til dine og børnenes interesser.

En del af Alle ord tæller

DR, Centralbibliotekerne og en række samarbejdspartnere er gået sammen om projektet 'Alle ord tæller' med det klare mål at undersøge, hvordan man kan styrke læselysten og fremme læsekulturen blandt alle Danmarks børn i alderen 1-14 år. I løbet af de kommende tre år vil projektet sætte fokus på børnene og lade dem udforske og definere, hvad læsning betyder for dem. Herigennem håber projektet på at udvide læsebegrebet og sætte læsningen mere fri! Yderligere oplysninger om projektet og muligheder for at deltage vil kunne findes på denne side. Siden vil løbende blive opdateret.

Projektet er støttet af TrygFonden og produceret i samarbejde med DR, Syddansk Universitet, TrygFondens Børneforskningscenter, Center for Undervisningsmidler, Enact:Lab og Centralbibliotekerne.

Vi glæder os til at tage snakken – og til at læse flere tegneserier sammen med jer!