For voksne

Historisk tilbageblik: Madpakker til skolen

Så er sommerferien forbi. For mange børn betyder det, at skolen ringer ind, og der skal madpakker med i skoletasken. Netop madpakker, og hvad de skal bestå af, har vist været meget foranderligt gennem tiden. Vi tager her et kig på, hvad ugebladene igennem tiden har foreslået til madpakkerne.

Af Det Kgl. Bibliotek

Anskuelsesbillede fra 1880 af Eduard Wiessner.
Det Kgl. Biblioteks digitale billedsamling

Familie Journalen lagde ud i 1962 med at konstatere, at nu er børnene ”I skole igen”  – rar skolemad og festlig hjemkomst-mad stod på programmet. Her blev der budt på opskrifter på bl.a. smørrebrød med leverpostej og champignon, tomatskiver med purløg, Svends honningkage og etagemad.  

Der blev i Familie Journalen også serveret ”Overraskelser for små drenge” – der sikkert også kan spises af piger, små som store. Intet mindre end fyld til flækkede rundstykker i madpakken bestående af bl.a. spegepølse med tyk ymer eller smøreost og radiseskiver var, hvad der her blev disket op med.

Det sunde

I 1978 lød Hjemmets opfordring ”Start skoleåret sundt”. Her var der sunde opskrifter til børnenes madpakker i form af bl.a. gulerod-æblesalat, hvidkåls-ananas-salat og appelsin-salat. Helt i nutidens ånd med grøntsagsbaseret mad. Dog var der også idéer til tunfiskesandwich og torskerognssandwich.

Allerede i 1966 havde Hjemmet idéer til ”Skolemad – smurt med omtanke”. I artiklen var der idéer til pålæg til børnenes madpakker i form af torskerognspostej, rognpuré, krummepålæg og rejesmør. Nok ikke pålægstyper, der vækker umiddelbar genklang hos nutidens pålægsspisere, men måske værd at prøve alligevel.

Men børnene kan nu også meget selv – ”De smører selv skolemaden”, lød det i Hjemmet i 1975. Her fremgik det, at når børn i voksealderen selv er med til at smøre madpakke, stiger både appetitten og interessen for at få noget sundt.

Så er det jo godt, at man kan hente inspiration til ”God og nem skolemad” i Hjemmet anno 1969. Der kunne man finde forskellige idéer til skolemadpakken, såsom nemt makrelpålæg, Bornholmerkræs, æggepålæg og flødeost med forskelligt fyld. 

Få digitale artikler i indbakken

Husk at du kan finde artikler om alt mellem himmel og jord fra over 40.000 danske tidsskrifter med tjenesten Digital Artikelservice.

Artikler fra ugebladene Hjemmet og Familie Journalen fra perioden 1960-2000 er nu tilgængelige og kan via Digital Artikelservice sendes direkte til din mailboks.