At være eller ikke at være
Sisyfos-myten af Albert Camus kan føles som en spand kold vand i ansigtet, men hvem har sagt, at filosofiske overvejelser skal føles som et tempereret spa-bad?
Af Jørgen
Når artiklen indledes med et citat fra Shakespeares Hamlet, så er det fordi det egentlig føles meget passende: Hamlet overvejer om livet er værd at leve på trods af tilværelsens mange kvaler. Camus stiller samme spørgsmål, men i en anden kontekst: Tilværelsen er absurd - skal jeg leve, eller skal jeg begå selvmord?
Det er dette spørgsmål, som bibliotekets filosofiske læseklub har diskuteret, da vi læste Sisyfos-myten af Albert Camus. Hans pointe er, kort fortalt, at tilværelsen er absurd fordi vi desperat prøver at finde en forklaring på vores eksistens i et univers, der er uden mening. Derfor bliver tilværelsen absurd. Camus vil se denne erkendelse i øjnene og leve med den. Den omtalte spand kold vand, jeg nævnte i indledningen ovenfor. Hvad er konsekvensen af denne indsigt (hvis man godtager den)?
Konsekvensen er ikke selvmordet - tværtimod! Gudskelov! - kunne man have lyst til at udbryde - men det ville nok få Camus til at krumme tæer. For troen er i Camus´ øjne et spring eller en tilflugt, som underminerer hele det filosofiske projekt. Derimod ser Camus en essentiel menneskelighed i at kunne stå med rank ryg og se ind i mørket med åbne øjne. Det er jo egenligt et meget smukt billede på den menneskelige vilje og overlevelsesinstinkt...
Her er ikke plads til at udfolde hele diskussionen i læseklubben, men Sisyfos-myten giver bestemt meget at tale om! Den provokerer, rykker og rusker i læseren. Måske vil man give Camus ret eller måske vil man kæmpe med næb og kløer imod hans absurdisme. Prøv det selv...