For voksne

Ordkraft Skriveskole åbner for optagelse af nye elever

Hvis du drømmer om at blive forfatter, gerne vil udfordres og lære nyt sammen med andre forfatterspirer, så er Ordkraft Skriveskole til dig. Skriveskolen åbner for nye elever - se hvordan du søger her.

Af Allan Johansen

Tags

Ordkraft
Tre tidligere medlemmer af skriveskolen laver skriveøvelse i Hovedbibliotekets magasin
Tre tidligere medlemmer af skriveskolen laver skriveøvelse i Hovedbibliotekets magasin

Drømmer du om at blive forfatter, og vil du gerne blive bedre til at skrive? 

Så læs med her – nu er der åbnet for optagelse af nye elever på Ordkraft Skriveskole i Aalborg. Ansøgningsfristen er den 3. juli 2026.

Skriveskole for alle, der vil udfordres og lære nyt

Ordkraft Skriveskole er en selvstændig udløber af Ordkraft Ord- og Litteraturfestival. Den er for alle, og du behøver ikke at have skrevet i mange år eller flere hundrede sider for at kunne ansøge. Det er ikke det, der betyder noget – kun at du er klar til at blive udfordret i din måde at skrive på og lære nyt.

Det nye hold elever begynder torsdag den 27. august 2026 og afslutter deres forløb i forbindelse med Ordkraft Ord- og Litteraturfestival den 1.–3. april 2027. Ordkraft Skriveskole mødes hver anden torsdag kl. 17.00–19.30, og som elev skal du regne med i gennemsnit at bruge 60 minutter om dagen på at skrive og læse. Undervisningen varetages af lokale forfattere og skriveundervisere, der alle arbejder med skriften til daglig.

Skriveøvelser og konstruktiv feedback

Du vil komme ud for en masse sjove skriveøvelser, og du vil lære at give og modtage konstruktiv feedback – alt det, der gør, at du langsomt vil blive bedre til at skrive. Udover det, vil du også lære en masse om alt det omkring forfattergerningen – hvad der sker med en tekst fra vugge til grav, så at sige. Det kunne fx være noget om forlagene, hvordan man præsenterer sig på SoMe, eller stemmetræning, men præcis hvilke emner vi vil kaste os over, beslutter vi først i fællesskab en af de første gange, vi mødes. Alt sammen for at styrke dig så meget som muligt, når du skal ud og skrive videre i det virkelige liv efter Skriveskolen.

Dine tekster kommer ud til et publikum

Ordkraft Skriveskole afsluttes med, at eleverne selv laver en præsentation af deres tekster i det format, de ønsker. Det er vigtigt for Skriveskolen, at elevernes tekster ikke blot forbliver et internt anliggende, men at de kommer ud, så folk kan læse dem. Det er i sidste ende derfor, vi skriver.

Undervisningsformen er fri, og alt er muligt – dog er skolen mere inspireret af art writing-traditionen end den mere akademiske creative writing-tilgang. Derfor er det også vigtigt for os, at eleverne i høj grad er med til selv at forme det forløb, de gennemgår. Frihed er skolens yndlingsord!

Hvad skal jeg gøre for at ansøge?

For at søge om optagelse skal du sende ca. 2 A4-sider med egne tekster og ca. en halv A4-side om dig selv og din skrivning. Du må gerne sende uddrag af flere tekster i flere genrer hvis du synes, at det bedst viser, hvordan du skriver. 

Ansøgningen skal sendes til underviser Johanne Bisgaard på johannebisgaard@gmail.com senest den 3. juli 2026. Efter denne frist vil en redaktionsgruppe læse alle ansøgninger igennem og udvælge 12 elever til holdet. Alle får svar hurtigst muligt.

Skriveskolen koster 800 kr. i alt for et 8 måneders forløb. Dette beløb kan enten betales som et engangsbeløb ved start eller som 100 kr. pr. måned. Der kan også søges om friplads, hvis det økonomiske er en udfordring – så skal man blot skrive det i ansøgningen.

Med håb om mange givtige stunder sammen,

Kærlig hilsen 
Ordkraft Skriveskole