Hun kunne have været milliardær, men valgte at bruge sine penge på bøger til børn
I over 30 år har Dolly Parton arbejdet for børns læseglæde.
Af Ditte Jensen
Mine sociale medier flyder over med Dolly Parton i disse dage efter hendes død den 25. august 2026. Og med god grund - hun var virkelig et særligt menneske.
Stort hår og et samlende helle
Der var selvfølgelig alt det med musikken. Hun var en countrydronning uden lige. En af de bedst sælgende nogensinde. Og håret. Det var stort. Og så var der det med, at hun gennem sin næsten 60 år lange karriere formåede at holde sig upolitisk og stod som et samlende helle i et dybt splittet USA.
Men vigtigst af alt for et biblioteksmenneske som undertegnet, var Dolly Parton en passioneret læsehest. Hun læste omtrent 50 bøger om året og gik også under navnet the Book Lady. I 1995 startede hun Dolly Parton’s Imagination Library. Her kan forældre registrere deres barn, som herefter vil modtage gratis bøger med posten.
Inspirerede børn til at elske bøger
Dollys egen far kunne nemlig hverken læse eller skrive, så hendes ønske med the Imagination Library var at inspirere børn til at læse og elske bøger. I skrivende stund taler vi altså om over tre millioner bøger, som hver evigt eneste måned bliver sendt ud til børn i fem forskellige lande. Det er blevet til over 300 millioner bøger siden starten i midthalvfemserne.
Mere rhinsten på biblioteket, tak
Nu er jeg blot en biblioteksansat fra Aalborg og kan derfor af denne simple årsag ingenlunde prale af at have mødt Dolly Parton fra Tennessee. Men jeg kan med hånden på hjertet sige, at hun virkede som et helt igennem godt og venligt menneske. Og jeg tror faktisk - sagt i al ydmyghed naturligvis - at skulle hendes vej nogensinde have bragt hende forbi det nordjyske, ville hun, som den bogelsker hun var, have følt sig som en fisk i vandet her på Aalborg Bibliotekerne.
Hun ville i hvert fald som minimum have tilført biblioteket et skvæt rhinsten, som jeg må indrømme, jeg er kommet til at tænke på, at her er for lidt af.
Nogle gange er det nemlig godt at blive mindet om, hvad lidt glitter, sydstatscharme, hjertevarme og højt hår faktisk kan gøre for en.
Derfor har vi her fundet fem bøger, der giver dig lige netop dette: Massive Dolly-vibes.